Østjyllands Politi har natten til mandag anholdt to personer, som er mistænkt i forbindelse med et knivstikkeri i Åbyhøj i Aarhus søndag aften. Det oplyser politiet til Ritzau.
»De skal nu afhøres, og der skal foretages yderligere efterforskning, inden der vil blive taget stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør«, lød det først på formiddagen fra politiets kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.
Efterfølgende har anklagemyndigheden vurderet, at der er grundlag for at kræve de anholdte varetægtsfængslet, og de vil derfor blive stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
Knivstikkeriet skete på en tankstation på Silkeborgvej i Åbyhøj søndag aften. Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.46.
Offeret blev kørt til behandling på hospitalet og er i nattens løb blevet udskrevet. Ifølge de første meldinger fra politiet tydede heller intet da på, at han skulle være kritisk såret.
I nattens løb anholdt politiet så to personer. Det drejer sig om en mand på 19 år og en mand på 20. Det skete mere nøjagtigt klokken 03.37, da de to blev standset i en bil.
Det bliver klokken 14 ved Retten i Aarhus, at en dommer ved et grundlovsforhør skal tage stilling til, om de to mænd skal varetægtsfængsles.
Her vil anklagemyndigheden bede om, at retsmødet holdes for lukkede døre, altså uden adgang for tilhørere og presse. Østjyllands Politi meddeler, at man af den grund ikke vil oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
Dog oplyser Østjyllands Politi, at der er rejst sigtelse efter straffelovens bestemmelse om grov vold.
ritzau




























