Voldtægt, indespærring på et kollegieværelse og påføring af elektroder på ofres brystvorter.
Det er nogle af de anklager, den såkaldte TikTok-mand er tiltalt for i en omfattende sag, der er begyndt onsdag i Københavns Byret.
Anklageskriftet indeholder ifølge Ekstra Bladet 36 forhold med 26 ofre, hvor flere er mindreårige. I 12 af anklagepunkterne er der tale om voldtægt. Den 30-årige mand nægter sig skyldig.
TikTok-manden har fået sit navn, fordi han gennem sociale medier, som eksempelvis TikTok, har fået kontakt til sine ofre. Han er i en tidligere straffesag blevet idømt tre års fængsel i Retten i Helsingør i 2021 for en række seksuelle overgreb mod fem mindreårige i årene 2019 og 2020. Ofrene, som han ’groomede’ på nettet, var i alderen 13 til 15 år. En 14-årig pige blev voldtaget.
Presset til at sende intimbilleder
I den aktuelle sag er han blandt andet tiltalt for at have tvunget en 14-årig pige til at blive på et kollegieværelse i flere døgn, hvor hun blev voldtaget flere gange, udsat for vold og andre krænkelser.
I et andet tilfælde har manden ifølge tiltalen truet et offer med at voldtage hendes lillesøster, hvis hun ikke gjorde, som han sagde. Derudover er han også tiltalt for at have givet flere af ofrene elektroder på deres brystvorter og forbundet dem til et strømførende apparat. Et af ofrene havde på forhånd sagt ja til det, men mod hendes vilje skruede han helt op for strømmen, lyder anklagen.
En 14-årig pige, som har været i kontakt med TikTok-manden, fortæller til TV 2, at de begyndte at skrive sammen på nettet, hvor han spurgte, om hun havde lyst til at være model. Det lød megafedt, tænkte hun. Indtil de begyndte at skrive sammen på Snapchat, hvor tonen pludselig ændrede sig.
Han pressede hende til at sende intime billeder, og sammen med en veninde sendte hun et undertøjsbillede, hvorefter han begyndte at afpresse dem begge. TikTok-manden truede med at dele videoen, hvis ikke de sendte noget mere eller »ville være med til noget«, har hun forklaret til TV 2.
Sagen forfra
I forbindelse med den tidligere retssag i Retten i Helsingør blev den 30-årige mand mentalundersøgt. Her fandt man ifølge Ekstra Bladet ud af, at han ikke er psykisk syg, men omfattet af en paragraf i straffeloven, som indikerer svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner. Dog fandt Retten i Helsingør, at han var egnet til almindelig straf.
Retssagen blev beskrevet i mange medier som Ekstra Bladet og TV 2 og på sociale medier. Det resulterede i, at flere kvinder trådte frem, som førte til en lang række nye anklager.
Og under retssagen fortsatte TikTok-manden ifølge politiet med sine krænkelser. Blandt andet optog han angiveligt en af de forurettede pigers vidneforklaring i al hemmelighed og sendte den til en Snapchatprofil.
Den nye sag er derfor i alt med hele 36 nye forhold, hvor TikTok-manden angiveligt har udsat 26 ofre for enten voldtægt, vold, krænkelser eller ulovlig tvang. Fem af ofrene var mindreårige, da de ifølge anklagerne blev udsat for voldtægt eller seksuelle overgreb. Desuden skal flere af overgrebene, truslerne og volden mod ofrene være sket over længere perioder.
De overgreb, han er tiltalt for, er begået i perioden fra 2010 til 2021, hvor den nu 30-årige mand har været mellem 19 og 29 år gammel. Ifølge TV 2 er det kommet frem, at politiet har ransaget et lagerrum, hvor de fandt en notesbog med en liste over alle pigernes navne.
Retssagen forventes først afsluttet ud på foråret.
fortsæt med at læse


























