Tidligere departementschef i Statsministeriet bliver ny nationalbankdirektør. Christian Kettel Thomsen går for at være sagligheden selv og en klassisk embedsmand, der giver sig god tid til beslutninger.

Comeback til Kettel: En diskret teknokrat skal passe på pengene

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Det er svært at komme i tanke om to større modsætninger end Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og hendes forgænger, Christian Kettel Thomsen, der nu bliver direktør for Nationalbanken.

Mens Mette Frederiksens (S) nuværende topembedsmand er blevet efterkrigstidens mest kendte og kontroversielle departementschef for sin rolle i blandt andet minkskandalen og sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, har Kettel altid gjort en dyd af at holde sig langt fra rampelyset og give sig god tid til sin rådgivning.

Han er en embedsmand af den gamle skole fra tiden før 2020, da statsministeren hentede Bertelsen ind på Kettels bekostning, og Socialdemokratiets etpartiregering forlangte hurtige og hårde resultater under indtryk af coronakrisen.

Men nu er den tid forbi, i dag består regeringen af tre partier, og der er ingen tvivl om, at Christian Kettel Thomsen især har en høj stjerne hos udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der havde ham som sin departementschef som statsminister. Tidligere finansminister Bjarne Corydon har også kun godt at sige om Kettel.

»Han er fokuseret på opgaven og altid på bolden. Derfor er det en god investering at lytte til, hvad han siger. Samtidig er han et lunt og uparfumeret menneske, der ikke væver sig ud i lange sproglige guirlander. Han er bredt anerkendt for sin faglighed og et klogt valg som nationalbankdirektør«, siger Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Børsen.

En tidligere topembedsmand kalder Kettel for sagligheden selv og sindbilledet på en teknokrat, men også meget nørdet og uden en forfinet næse for det politiske spil på Christiansborg. Men det er kun en fordel at være en tør type, der økonomiserer med ordene, når man skal sikre kronen og den økonomiske stabilitet.

Fortid som skibskok

Den 63-årige Christian Kettel Thomsen har en atypisk baggrund. Han blev skoletræt som 16-årig og begav sig i stedet ud på verdenshavene som skibsdreng hos A.P. Møller. Her steg han i graderne til skibskok og senere hovmester, der har til opgave at føre opsyn og regnskab med blandt andet madlavning og rengøring på et skib.

Men i 1985 gik Kettel i land igen og blev økonom fra Københavns Universitet. Derpå gik det op gennem rækkerne af embedsmænd på Slotsholmen, hvor han fra 2005 til 2010 var departementschef i Finansministeriet. Herefter var han det samme i Statsministeriet frem til 2020, hvor han blev henvist til en chefstilling i Den Europæiske Investeringsbank.

Ud over at udstede sedler og mønter og medvirke til at skabe stabilitet i det finansielle system er en hovedopgave for Nationalbanken at sikre lav inflation og at sikre fastkurspolitikken over for euroen.

I krisesituationer kan bankens rolle være vital. Det oplevede afgående nationalbankdirektør Lars Rohde i 2015, da kronen kom under angreb fra investorer, der spekulerede i, at Danmark ville droppe fastkurspolitikken. De købte så stort ind af den danske valuta, at banken måtte svare igen med rentenedsættelser og foretage et større udsalg af kroner for at sænke værdien og dermed holde kursen over for euroen.

Christian Kettel Thomsen overtager roret på et tidspunkt, hvor Nationalbanken også står med en særlig udfordring i form af den høje inflation. Den seneste tid har Den Europæiske Centralbank strammet pengepolitikken for at drive inflationen nedad, og det påvirker også Danmark. Men herhjemme er mange af de økonomiske nøgletal bedre end i flere eurolande. Derfor kan ændringerne i pengepolitikken vise sig utilstrækkelig til at tæmme inflationen i Danmark.

Det var også baggrunden for, at afgående nationalbankdirektør Lars Rohde sidste år opfordrede regeringen og Folketinget til at stramme finanspolitikken. Det var ikke populært, og nu skal hans efterfølger forsøge at vinde politikernes gehør. I hvert fald har Comeback-Kettel et indgående kendskab til Slotsholmen.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her