Lavere elpriser er medvirkende til, at inflationen i Danmark faldt marginalt i december.
Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag morgen.
For december er inflationen opgjort til at være 9,6 procent sammenlignet med for et år siden. I november var tallet 9,7 procent.
Det er en kærkommen nyhed for danskerne, at inflationen fortsat daler. Det skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
»En malurt i bægeret er dog, at den såkaldte kerneinflation stiger fra 6,9 procent i november til 7,4 procent i december.«
»Den høje kerneinflation viser, at det er et ganske bredt udsnit af danskernes forbrug, som er ramt af prisstigninger«, lyder det.
Nogle økonomer ser på prisudviklingen fraregnet fødevare- og energipriser for at få en fornemmelse af, hvor bredt prisstigningerne har sat sig. Det kaldes kerneinflation.
ritzau
fortsæt med at læse



























