Etisk Råd holder fast i støtte til aktivt tilvalg i stedet for aktivt fravalg, når det gælder organdonation.

Organdonation skal fortsat være aktivt tilvalg ifølge Etisk Råd

Foto: Lars Hansen
Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Borgerne skal fortsat selv tilvælge, hvis de ønsker at være organdonor, hvis det står til Etisk Råd. Det fastslår rådet i ny udtalelse.

Det skriver DR.

»Retten til at bestemme over sig selv og sin egen krop er et vigtigt princip for sundhedsvæsenet. Derfor er vores anbefaling, at vi holder fast i de principper, der er i dag«, siger Leif Vestergaard, der er formand for Etisk Råd.

Udtalelsen fra Etisk Råd kommer, efter at Folketingets sundhedsudvalg i sommer bad om det.

Det skete, da et borgerforslag om at ændre reglerne fik over 50.000 støtter og derfor skulle behandles i Folketinget. Forslaget opnåede ikke flertal.

I Danmark har vi i dag aktivt tilvalg.

Det betyder, at man aktivt skal give samtykke til, at ens organer doneres, efter at man er død. Det samtykke kan gives på sundhed.dk eller ved at bære et udfyldt donorkort.

Borgerforslaget i sommer gik på, at der i stedet for aktivt tilvalg skulle indføres et aktivt fravalg.

Det betyder, at man automatisk registreres som organdonor, når man fylder 18 år. Hvis man ikke ønsker, at ens organer doneres, skal man aktivt gå ind og fravælge det.

Flere end 20 lande i Europa har indført et aktivt fravalg.

Ud over Danmark er Tyskland blandt de lande, der har aktivt tilvalg, når det gælder organdonation.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her