En 29-årig mand, som i byretten gik fri for anklagen om medvirken til drab, er dømt i landsretten.

To dømt for at dræbe en 47-årig mand med salonriffel

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Østre Landsret idømmer ved en ankesag tirsdag to mænd 16 års fængsel for at have deltaget i skuddrabet på en 47-årig mand på en parkeringsplads i Hedeland ved Tune 4. oktober 2020.

Den ene - den 27-årige - trykkede på aftrækkeren, mens den anden - den 29-årige - dømmes for medvirken.

Det skriver mediet sn.dk, som er til stede ved retsmødet i Østre Landsret.

Anklagemyndigheden mener, at de to mænd planlagde og begik drabet i forening.

Roxana Ulvskov, som mødte som anklager i landsretten, er tilfreds med tirsdagens dom. Det siger hun til Ritzau.

»Anklagemyndigheden har altid ment, at der var de fornødne beviser til at dømme de tiltalte for drabet i forening«, siger hun.

I byretten blev den 29-årige dømt for at besidde våben, men frifundet for anklagen om at have medvirket til drabet.

Anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten, fordi den mente, at begge mænd skulle dømmes for drabet. Og det blev de.

Østre Landsret var enig med byretten i, at den 27-årige affyrede salonriflen, som ramte den 47-årige mand i hovedet.

Landsretten stadfæstede dommen på 16 års fængsel for drab, som den 27-årige fik i byretten.

Ifølge sn.dk gik begge mænd efter at blive frifundet for anklagen om drab i landsretten.

Mediet skriver også, at den 29-årige og den dræbte skal have haft en uoverensstemmelse om en motorcykel. Den dræbte skrev på drabsdagen til den 29-årige, at han ville melde ham til politiet, hvis ikke han fik motorcyklen.

Herefter viser teledata ifølge sn.dk, at de to nu drabsdømte snakkede sammen i telefon 22 gange på fire timer.

Den 29-årige sendte også en Snapchat-besked til den 27-årige med adressen til parkeringspladsen, hvor de alle tre mødtes om aftenen.

Hedeland er et stort naturområde ved Hedehusene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her