Eva Kjer Hansen har fået nyt job i et konsulentfirma og oplyser, at hun gør comeback kortvarigt i Folketinget.

Eksminister sagde farvel til politik men gør comeback

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen gør i en periode comeback i dansk politik.

Det skriver JydskeVestkysten.

Kjer Hansen blev ikke genvalgt til Folketinget i forbindelse med valget 1. november sidste år, hvor Venstre fik et dårligt valg og gik 20 mandater tilbage.

Efterfølgende meddelte Kjer Hansen, at hun var helt færdig med politik. Også i byrådet i Kolding.

Men da folketingsmedlemmet Christoffer Aagaard Melson (V) skal på barsel, gør Kjer Hansen comeback i Folketinget, da hun er førstesuppleant for Venstre i Sydjyllands Storkreds.

I en sms til JydskeVestkysten skriver Kjer Hansen, at hun er at finde i Folketinget i perioden fra 24. marts til 15. juni.

»Jeg er jo vant til at arbejde solen sort. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke er folketingskandidat«, lyder det fra Kjer Hansen.

Kjer Hansen har siddet i Folketinget i 32 år for Venstre, inden hun altså blev fravalgt af vælgerne ved 2022-valget. Hun fik 4.224 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds, hvilket var mere end en halvering i forhold til folketingsvalget i 2019.

Hun har været minister for adskillige områder gennem sin karriere, og hun har blandt andet være miljø- og fødevareminister.

Her blev Kjer Hansen i 2016 tvunget til at gå af som minister, efter at De Konservative havde besluttet at trække tæppet væk under hende i den såkaldte Gyllegate-sag, der handlede om kvælstofudledninger og vandmiljø.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her