Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen bakker op om at få undersøgt forløbet om den terrordømte Ahmed Samsam til bunds.
Det siger han til DR.
Lars Findsen vil ikke forholde sig til sagens konkrete indhold, men han siger, at tvivl og mistillid ikke er i efterretningstjenesternes interesse.
»Den situation, der er skabt med tvivl og mistillid, er på ingen måde i PET’s eller FE’s interesse«, siger han.
PET står for Politiets Efterretningstjeneste.
»Jeg er derfor enig med de efterretningskyndige, der har været ude og sige, at alene af den grund vil det være i FE’s og PET’s interesse at få sagen undersøgt til bunds. Uanset udfaldet og hvad der måtte være op og ned i sagen«, siger Findsen.
Lars Findsen henviser med ’andre efterretningskyndige’ blandt andre til den tidligere PET-chef Jakob Scharf.
I et interview med Berlingske sagde han i sidste uge, at sagen om Samsam har skadet efterretningstjenesternes mulighed for at rekruttere kilder.
Ahmed Samsam er blevet dømt i Spanien for at støtte Islamisk Stat blandt andet under rejser til Syrien.
Han har dog fastholdt, at han på rejserne arbejdede for de danske efterretningstjenester.
Det er korrekt ifølge DR’s oplysninger. Oplysninger, som Ritzau hverken kan be- eller afkræfte.
Hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste har ønsket at udtale sig i sagen.
Ahmed Samsam blev idømt otte års fængsel i Spanien. Dommen blev senere ændret til seks års fængsel, som han i øjeblikket afsoner i Enner Mark Fængsel, der ligger ved Horsens.
ritzau



























