Her er fire ting, du skal vide om rigspolitichef Thorkild Fogde, der opsigtsvækkende i dag er blevet frikendt i minkskandalen.

Han blev udråbt som en af minkskandalens skurke, men nu takker ministeren for hans indsats

Rigspolitichef Thorkild Fogde har gjort karriere i Justitsministeriet og i politiet. Her ses han på et af de utallige corona-pressemøder i Eigtveds Pakhus Foto: Jens Dresling
Rigspolitichef Thorkild Fogde har gjort karriere i Justitsministeriet og i politiet. Her ses han på et af de utallige corona-pressemøder i Eigtveds Pakhus Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Hvad blev rigspolitichefen kritiseret for i mink-sagen?

Hvis ikke før blev rigspolitichef Thorkild Fogde landskendt hos den brede befolkning, da han ved siden af statsminister Mette Frederiksen og talte direkte til os på corona-pressemøderne.

Og det var for hans optræden under minksagen og på det pressemøde, hvor der blev givet en ulovlig ordre om, at alle mink skulle aflives, at Minkkommissionen gav ham alvorlig kritik i juni.

Kommissionen mente, at Thorkild Fogde havde begået »tjenesteforseelser af en sådan grovhed«, at han skulle drages til ansvar. Der var tale om vildledning og brud på legalitetsprincippet, som betyder, at der skal være hjemmel til love, som griber ind i folks liv.

Kritikken førte til, at der blev indledt »disciplinærforfølgning«, og i august blev Thorkild Fogde sendt hjem, fritaget for tjeneste. Thorkild Fogde var uenig med kommissionens konklusion.

Hvorfor bliver han så frikendt?

Der er blevet lavet en tjenstlig undersøgelse af rigspolitichefen. Konklusionen på den er, at Thorkild Fogde ikke har begået tjenesteforseelse. Han kan derfor få sit job tilbage.

»Thorkild Fogde har ydet en enorm indsats for Danmark, ikke mindst gennem corona-krisen. Jeg glæder mig til samarbejdet med ham«, lyder det endda fra justitsminister Peter Hummelgaard(S) i en pressemeddelelse.

I en skriftlig kommentar til Politiken udtrykker Thorkild Fogde tilfredshed med frifindelsen:

»Jeg er glad for at være blevet renset. Forhørsledelsens vurdering og konklusion taler for sig selv«.

Højesteretspræsident Thomas Rørdam har stået i spidsen for den såkaldte »forhørsledelse«, der har frifundet ham.

En del af begrundelsen er offentliggjort i et 16 sider langt dokument. Frifindelsen handler blandt andet om, hvad Thorkild Fogde vidste, og hvad man kunne forvente, at han vidste. Eller som Ritzau skriver: Thorkild Fogde havde ikke »grund til at betvivle, at Rigspolitiets indsats ikke gik videre, end der var hjemmel til i dagene 5.-7. november 2020 og umiddelbart før og efter«.

Frifindelsen handler også om, at politiet kun bistod med tvangsaflivning i de zoner, hvor der var mistanke om smitte og ikke i de zoner, hvor der ikke var hjemmel til aflivningen.

Hvem er Thorkild Fogde egentlig?

Forhenværende venstrepolitiker Søren Pind har beskrevet Thorkild Fogde som »engageret, myreflittig og højt begavet«. Det han skrev på Twitter, da Thorkild Fogde blev rigspolitichef.

Formanden for Fængselsforbundet har i midlertidig kaldt ham »en hård hund«, »men på en ordentlig måde«.

Thorkild Fogde er 57 år. Han blev student fra Lemvig Gymnasium og cand.jur. fra Aarhus Universitet. Herefter gjorde han karriere i Justitsministeriet. Han blev ansat i 1991 og har været dommerfuldmægtig, kontorchef og afdelingschef i ministeriet.

I 2009 skiftede han til politiet, hvor han var politidirektør i Nordsjællands Politi, i Rigspolitiet og i Københavns Politi. Herefter blev han direktør for Kriminalforsorgen, inden han i 1. marts 2020 blev rigspolitichef. Få dage efter optrådte han på et corona-pressemøde.

Hvad var hans rolle i Tibet-sagen?

Thorkild Fogdes navn også dukkede op i en anden skandale i politiet, den såkaldte Tibet-sag, hvor en kommission undersøgte, hvem der besluttede, at politiet skulle tilbageholde demonstranter med tibetanske flag under et kinesisk statsbesøg.

Thorkild Fogde fremlagde et dokument, som viste en ordre til politiet om at skærme den kinesiske præsident.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her