Niveauet af udmeldelser er langt fra, hvor mange der meldte sig ud af folkekirken i 2016.

Efter flere år med fald: Flere meldte sig ud af folkekirken i 2022

Foto: Maud Lervik
Foto: Maud Lervik
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.02.

12.751 personer har i 2022 henvendt sig til sit sogn for at melde sig ud af folkekirken, viser tal fra Danmarks Statistik. Det var en stigning på 42 procent i forhold til 2021, hvor 8.961 danskere meldte sig ud.

Tallet i 2021 var det laveste for udmeldelser af folkekirken i 15 år, og her spillede coronakrisen en klar rolle, siger Peter Birkelund Andersen, lektor ved institut for tværfaglige studier ved Københavns Universitet. Han vurderer, at der i 2022 derfor er tale om en stabilisering af antal udmeldelser.

»Den stigning, man ser, drejer sig om en stabilisering efter covid-19 og nedlukninger, hvor man ikke vidste, hvad nedlukningerne ville betyde«, siger han.

Peter Birkelund Andersen peger dog også på, at en udmeldelse for mange er velovervejet og ofte bliver beslutningen truffet, når eksempelvis en begivenhed får bægeret til at flyde over.

»Hvis man skal kigge på begivenheder i det sidste års tid, så er der diskussionen om, at kvindelige præster skal være ringere stillet ved ansættelse. Den diskussion har været bredt ude i medierne, så mange har kunnet opdage den. For mig at se har den været lidt ondsindet. Og det har måske fået nogen til at sige, at nu er det nok, og jeg melder mig ud«, siger han.

Udmeldte var i snit 39 år

Stigningen i 2022 kommer også efter flere år med et relativt lavt antal udmeldelser. Faktisk har antallet af udmeldelser været faldende siden 2017. Antallet af udmeldelser i 2022 er dog langt fra det høje antal udmeldelser i 2016, hvor knap 25.000 meldte sig ud. I 2016 havde Ateistisk Selskab en kampagne mod folkekirken, der formentlig fik et højere antal end tidligere år til at melde sig ud, vurderer Peter Birkelund Andersen. Det tal faldt drastisk hen mod 2018, hvor antallet af udmeldelser var lige under 10.000.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra kirkeminister Louise Schack Elhom (V). Det har ikke været muligt.

De personer, der har meldt sig ud af folkekirken i 2022, var i gennemsnit 39 år. Der er også registreret en markant stigning i udmeldelser blandt de 17- og 18-årige. Antallet af 18-årige, der meldte sig ud af folkekirken, var med knap 250 udmeldelser 10 gange højere end for 17-årige. Det kan have noget at gøre med, at det er forældrenes beslutning om en person under 18 år meldes ud af folkekirken. Dog skal man selv give samtykke til udmeldelsen, hvis man er fyldt 15 år.

I alt er 72 procent af den danske befolkning medlem af folkekirken. Det er et fald i forhold til sidste år, hvor andelen var 73 procent. Set i forhold til 1986, hvor opgørelsen begyndte, er det et fald på 16 procentpoint, skriver Danmarks Statistik.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her