Politiet har søndag foretaget en eftersøgning i Østre Anlæg på Østerbro. Her er en person fundet død, oplyser politiet. Intet tyder på nuværende tidspunkt på en forbrydelse, lyder det.

Politi finder omkommet person under eftersøgning

Lyt til artiklen

Politiet var søndag talstærkt til stede med hundepatruljer, dykkere og droner ved Østre Anlæg på Østerbro i København. Parken blev afspærret i forbindelse med eftersøgningen af en 41-årig kvinde , bekræftede politiet over for Ekstra Bladet.

Nu oplyser Københavns Politi på Twitter, at en person er fundet død.

Ifølge politiet er de pårørende underrettet, og der er i skrivende stund ikke noget, der tyder på, at en kriminel handling har fundet sted.

Den efterlyste kvinde var ikke blevet set siden fredag, oplyste politiet tidligere søndag til Ekstra Bladet:

»Hun er sidst set i hjemmet, hvor hun skulle afsted på en date med en person. Det er der, vi står lige nu«, lød det fra vagtchef Henrik Stormer.

Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her