På politigården i Roskilde viser efterforskningschef Brian Bang hen til et sparsomt møbleret lokale. Over for en række slukkede computere hænger fire store tv-skærme. Det er ikke til at se, at det er omdrejningspunktet for stationens allergroveste sager. Når der lander en sag om drab, er det her, Brian Bang og hans stab af efterforskere indfinder sig og arbejder på højtryk, indtil de har en formodet drabsmand.
Det var også her, Brian Bang for tre måneder siden foretog lidt af en ilddåb i dansk politi. Som en af de første efterforskningschefer i landet afprøvede han en ny model for drabsefterforskning, der skal bruges i alle landets politikredse. Indtil nu har det været op til landets 12 politikredse selv at tilrettelægge deres efterforskning.



























