Tre teenagere blev mandag aften stukket med kniv i Taastrup – to af dem afgik ved døden. Politiet søger stadig gerningsmænd og vidner.

Politiets teori: Flere står bag knivdrab på to unge – og knivstikkerierne menes ikke at være tilfældige

En 17-årig dreng og en 18-årig mand er afgået ved døden, efter at de blev stukket med kniv mandag aften. Hændelsen skete på Skjeberg Allé sent mandag aften. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
En 17-årig dreng og en 18-årig mand er afgået ved døden, efter at de blev stukket med kniv mandag aften. Hændelsen skete på Skjeberg Allé sent mandag aften. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.31.

Det er stadig for tidligt at sige noget om, hvorfor tre teenagere blev stukket med kniv mandag aften i Taastrup, fortæller vicepolitiinspektør Peter Malmose, der foran Københavns Vestegns Politis lokaler i Taastrup tirsdag formiddag giver en status på efterforskningen.

»Vi kan ikke sige noget om motiv. Det er simpelthen for tidligt«, siger han.

Han fortæller dog, at det ikke menes at være tilfældigt, og at de tre ofre kendte hinanden i forvejen.

»Der er intet ved disse mænd, der forklarer, hvorfor det er sket. Ofrene er kendt af politiet, og vi er åbne for, at det kan være et banderelateret tilfælde, men der er ikke noget, der tyder på det. Hændelsen er ikke tilfældig, men det er endnu uklart, hvad der ligger bag«, siger Peter Malmose.

Det er derfor heller ikke hvem som helst, der kan stå bag forbrydelsen.

To af teenagerne – en 17-årig dreng og en 18-årig mand – afgik ved døden efter knivstikkene. En anden 17-årig dreng fra Albertslund blev også stukket, men han er nu uden for livsfare. De tre ofrer i sagen kendte formodentlig hinanden.

»Den tilskadekomne er afhørt og har fortalt om ofrenes færden, men han kan ikke umiddelbart fortælle, hvem der står bag forbrydelsen«, siger Peter Malmose.

Ingen anholdte

Politiet har tirsdag formiddag endnu ikke anholdt nogen i sagen, men man vurderer, at der er tale om mindst to gerningsmænd. Som det ser ud nu, er det en samlet hændelse, men der har været mere end én gerningsmand til at udføre skaderne, fortæller vicepolitiinspektøren på pressemødet.

Det fatale knivstikkeri fandt sted sent mandag aften på Skjeberg Allé i Taastrup. Et område, som Peter Malmose ellers beskriver som roligt.

Vejen ligger i et boligområde nær indkøbscenteret City2, og politiet vil gerne høre fra vidner, der har set noget i området om aftenen. Politiet blev alarmeret om knivstikkeriet klokken 22.57 mandag aften. Den ene af de to dræbte døde på stedet, mens den anden døde på hospitalet.

I orienteringen tirsdag formiddag gentager politiet også en opfordring til vidner om at henvende sig. Det kan være iagttagelser i området omkring gerningsstedet på Skjeberg Allé eller i indkøbscenteret City2.

»Det kan også være hændelser, som har fundet sted tidligere end ved 23-tiden«, siger Peter Malmose.

Mens der allerede er afhørt flere vidner i sagen, har politiet også fundet såkaldte tekniske spor på gerningsstedet, som sammen med afhøringerne vil være efterforskningens hovedfokus.

Man kan kontakte politiet på 114, hvis man mener, at man har set noget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her