Afgørelse fra Flygtningenævnet udvider det område i Syrien, der vurderes at være sikkert nok til hjemsendelse.

Flygtningenævn: Syrere kan hjemsendes til Latakia

Byen Latakia i den nordvestlige del af Syrien var et af de områder, som blev ramt af jordskælvet i februar.  Foto: Louai Beshara/Ritzau Scanpix
Byen Latakia i den nordvestlige del af Syrien var et af de områder, som blev ramt af jordskælvet i februar. Foto: Louai Beshara/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flygtningenævnet afgør, at syrere kan sendes tilbage til Latakia-regionen i Syrien. I to konkrete sager sendes de dog ikke retur, da de er personligt forfulgt.

Det skriver Flygtningenævnet på sin hjemmeside fredag.

»Flygtningenævnet har i begge sager tiltrådt Udlændingestyrelsens vurdering af, at forholdene i Latakia ikke kan begrunde en fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3«, skriver nævnet.

Udlændingelovens § 7, stk. 3 kan give en flygtning midlertidig opholdstilladelse i Danmark på baggrund af situationen i vedkommendes hjemland.

Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at der ikke længere var grundlag for at forlænge de to personers opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingestyrelsens afgørelser omgjort

I de to konkrete sager har Flygtningenævnet dog vurderet, at de kan få opholdstilladelse efter den paragraf, der bruges, hvis man er personligt forfulgt.

Dermed har nævnet omgjort Udlændingestyrelsens afgørelser.

I 2019 vurderede de danske myndigheder, at situationen i Damaskus i Syrien ikke længere var så alvorlig, at den kunne give flygtninge fra området ret til asyl i Danmark.

Efterfølgende skete det samme med den omkringliggende region, Rif Damaskus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her