Torsdag klokken 14.35 fik politiet en anmeldelse om et røveri på Amager. En 15-årig skal fremstilles fredag.

Politi anholder 15-årig efter røveri mod kiosk på Amager

Lyt til artiklen

Politiet har anholdt en 15-årig dreng efter et røveri på Amager torsdag.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Christian Henningsen.

Den 15-årige bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret. Tidspunktet er endnu ikke kendt.

»Vi får anmeldelsen klokken 14.35. Det fandt sted i Kastrup Vinhandel«, siger Christian Henningsen.

To maskerede personer gik ind i kiosken. Det fik politiet til at rykke ud, hvorefter det konstaterede, at der var sket et røveri.

Politiet formoder, at der er to gerningsmænd.

»Lige nu har vi den ene, og vi efterforsker naturligvis endnu«, siger Christian Henningsen.

Han kan ikke give flere oplysninger om den eftersøgte person.

»Det eneste, vi kan sige, er, at vi formoder, at der har været flere«, siger Henningsen.

Der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med røveriet. Politiet kan ikke oplyse, hvorvidt der har været brugt våben.

Arbejdet på gerningsstedet er afsluttet.

»Vi har lavet nogle tekniske undersøgelser. Dem har vi afsluttet«, siger Christian Henningsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her