Selv om togene nu igen kører mellem Ringsted og Slagelse, oplever DSB problemer på strækningen mellem Roskilde og Holbæk mandag morgen.

Weekendens togkaos er løst, men DSB's problemer er flyttet til Roskilde og Holbæk

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Henover weekenden måtte DSB sætte både togbusser og dieseltog ind for at hjælpe passagerer med at komme frem mellem Slagelse og Ringsted.

Det skete, fordi en 1.600 meter lang køreledning fredag blev revet ned, og oprindeligt lød planen, at togene skulle køre normalt igen lørdag eftermiddag, men søndag morgen kørte togbusserne endnu.

Mandag morgen er der nu styr på togdriften mellem Ringsted og Slagelse, men i stedet vil pendlere i morgentrafikken opleve færre tog og længere køretid på strækningen mellem Roskilde og Holbæk mandag, skriver DSB i en Twitter-opdatering.

Grunden skal findes i et kabel, der er gravet over, hvilket giver fejl på signalerne. Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men oplyser ikke noget om, hvor længe arbejdet kan tage, og hvor længe der er udsigt til forstyrrelse af togtrafikken. På DSB’s hjemmeside fremgår det, at en forsigtig prognose sigter mod normal togtrafik klokken 10.

Togdriften på strækningen består under arbejdet med at udbedre fejlen af et enkelt tog i timen hver vej. Det er for nuværende kun muligt at køre på ét spor, fordi der kun er ét fungerende togsystem på strækningen, oplyser Banedanmarks pressevagt til Politiken.

Husk, at du kan følge din rejse og holde øje med forsinkelser på Rejseplanen.

Kasper Beck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her