Den ene telefon brummede og udsendte en infernalsk sirene, mens den anden lå tavs på bordet.
På Politikens redaktion var det kun omkring halvdelen af alle telefoner, primært iPhones, som myndighedernes test af det nye digitale varslingssystem med navnet S!renen, nåede ud til.
Hvis det er udtryk for systemets effektivitet, vil mange danskere ikke få myndighedernes nye mobiladvarsel, når alvorlige situationer med livsfare opstår.
»Det kan hænge sammen med telefontypen og styresystemet«, lyder det umiddelbart fra Kristian Anker-Møller, specialkonsulent i Beredskabsstyrelsens afdeling for kommunikation og varsling.
»Advarsler kan modtages af iPhones, der er opdateret til iOS 16.4 eller nyere, og hvis man ikke har opdateret det de seneste uger, kan det hænge sammen med det. Det samme gælder for Androids styresystem. Om andre ting også spiller ind, har vi ikke overblik over endnu«, siger Kristian Anker-Møller fra Beredskabsstyrelsen.
Men er det ikke uhensigtsmæssigt og ineffektivt, at kun dem med moderne telefoner og opdaterede styresystemer får alarmen?
»Vi ønsker absolut at komme så bredt ud som overhovedet muligt. Derfor oplyser vi om, at hvis nogen modtager en advarsel, mens en ved siden af ikke gør, skal man prikke vedkommende på skulderen. Derudover vil vi altid varsle via flere kanaler, så der vil samtidig blive udsendt en beredskabsmeddelelse, og de fysiske varslingssirener vil gå i gang. Vi ved godt, at vi lige nu ikke når 100 procent ud til alle mobiler i Danmark, men efterhånden når folk får ny telefon og nyt styresystem, stiger andelen af mennesker, vi når ud til«, siger Kristian Anker-Møller.
Flere borgere har henvendt sig til Beredskabsstyrelsen, da sirenen ikke lød på deres telefon klokken 12 som forventet, oplyser styrelsen til Ritzau.
Beredskabsstyrelsen kan ikke endnu komme nærmere ind på, hvorfor sirenen ikke har lydt på alle telefoner og har indtil videre heller intet overblik over, hvor mange det nye digitale varslingssystem er nået ud til, eller om den pludselige urovækkende støj på telefoner landet over har affødt trafikuheld eller andre afledte effekter.
Testen foregik i samme tidsrum, hvor de fysiske sirener vanen tro lyder første onsdag i maj hvert år.
Det nye digitale varslingssystem er blevet til på opdrag fra et EU-direktiv. Myndighederne mener, det vil give nogle helt nye muligheder for at alarmere borgerne geografisk præcist i tilfælde af akut fare, eksempelvis en stor brand med farlig røg.
fortsæt med at læse


























