To edderkopper af arten Xysticus lineatus er for første gang set i Danmark. Fanger bytte med muskelkraft.

Sjælden edderkoppeart set for første gang i Danmark

Lyt til artiklen

En sjælden form for krabbeedderkop er for første gang blevet set i Danmark.

Der er tale om to edderkoppehanner af arten Xysticus lineatus, som blev fundet i Tisvilde Hegn.

Det skriver Nationalpark Kongernes Nordsjælland i en pressemeddelelse.

De to edderkopper blev fundet af naturformidleren Frederik Leck Fischer, der er blevet ansat af Nationalpark Kongernes Nordsjælland for at gøre nationalparken klogere på edderkoppefaunaen i Tisvilde Hegn og Gribskov.

Frederik Leck Fischer fandt de to sjældne krabbeedderkopper i lave lyngbuske i Tisvilde Hegn.

Arten er nummer 23 i rækken af krabbeedderkopper, som er registreret i Danmark.

»Det virkede for usandsynligt til, at det kunne være rigtigt, for den liste er nemlig ikke særlig lang, da de fleste mulige arter allerede er registreret i Danmark«, siger Frederik Leck Fischer i pressemeddelelsen.

Ifølge Nationalpark Kongernes Nordsjælland findes fire af de mest sjældne krabbeedderkopper - inklusiv den nye opdagelse - i og omkring Tisvilde Hegn.

To af arterne findes kun i Tisvilde Hegn, der er et statsejet naturområde i Nordsjælland.

Arten Xysticus lineatus fanger ikke sit bytte i et edderkoppespind.

I stedet fanger det sit bytte ved at sidde stille på jorden eller i vegetationen og vente på, at der kommer et insekt forbi. Herefter dræber den byttet med muskelkraft, skriver Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Edderkoppearten findes også i Tyskland og Sverige.

I Tyskland er de nordligste eksempler fundet omkring Berlin. De nærmeste eksempler i Sverige er fundet omkring Hässleholm, som ligger omkring 80 kilometer nordøst for Malmø.

Det viser digitale artsoversigter ifølge Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her