På blot to måneder er regeringen blevet mere optimistisk på dansk økonomis vegne.
I marts ventede regeringens økonomer en beskeden vækst på 0,2 procent i bruttonationalproduktet (bnp) i 2023.
Nu lyder skønnet i en ny Økonomisk Redegørelse fra Økonomiministeriet på en vækst i bnp i år på 0,6 procent. Men der er dog et stykke op til væksten i bnp på 3,6 procent i 2022.
Regeringen forventer nu en blød landing for dansk økonomi, hvor den tidligere så flere krisetegn.
Fakta
Inflationen
Priserne steg med 7,7 procent i 2022. Det er den højeste årlige prisstigning siden 1982, hvor priserne steg med 10,1 procent.
Priserne steg mest inden for fødevarer og ikkealkoholiske drikkevarer med 11,5 procent.
Gennem de seneste seks måneder er inflationen faldet. I april 2023 lå priserne 5,3 procent højere end for et år siden.
Kilde: Danmarks Statistik
»Dansk økonomi står fortsat stærkt på trods af svære tider med høj inflation og krig i Europa. Den nye økonomiske redegørelse bekræfter, at Danmark er på vej til at styre uden om en alvorlig økonomisk krise. Det er rigtig godt nyt«, hedder det i en kommentar fra fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V).
»Men vi skal fortsat holde skarpt øje med udviklingen og føre en økonomisk ansvarlig politik, for der er ingen garantier for, at det ikke kan ændre sig hurtigt. Og det helt afgørende er, at vi skaber økonomisk tryghed for danskerne og danske virksomheder«, fortsætter Stephanie Lose.
Inflationen er faldet
Inflationen var på alarmerende 7,7 procent i 2022, som er det højeste niveau siden 1982, men i forårsmånederne er den faldet. Inflationen lå i april ifølge Danmarks Statistik på 5,3 procent mod 6,7 procent i marts.
»Det er også meget positivt, at inflationen er faldet markant. Inflationen er faldet seks måneder i træk, og det viser, at vi er på rette vej, men den skal stadig længere ned«, siger Stephanie Lose.
Regeringen venter, at inflationen falder til 4,3 procent i år og 3,0 procent næste år.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er cheføkonom Sofie Holme Andersen enig i den mere optimistiske vurdering af dansk økonomi.
»Siden marts har vi kun fået bedre tal. Arbejdsløsheden ligger på et meget lavt niveau, og beskæftigelsen ligger rekordhøjt med næsten tre millioner lønmodtagere i job. Den bløde landing bliver mere og mere sandsynlig, der er ingen tegn på negativ vækst«, siger Sofie Holme Andersen, der dog fortsat kan se nogle krisetegn.
»Forbruget fik et ordentligt hak ned i 2022 og er ikke kommet op i gear på grund af inflationen. Der er mindre købekraft blandt forbrugerne«, siger Sofie Holme Andersen, der også hæfter sig ved de stigende renter.
»Vores eksport er afhængig af udlandet, og lige nu går det godt. Men vi ved ikke, om det varer ved. Renterne er steget kraftigt ret hurtigt, og når det slår igennem, kan det ramme dansk eksport«, siger hun.
Arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) forudser, at der kommer et lille dyk i væksten til efteråret.
»Den høje inflation og de mange rentestigninger vil hen over året tage lidt tempo ud af økonomien. Beskæftigelsen vil falde lidt, men beskæftigelsen vil fortsat ligge på et højt niveau, og der vil stadig være stort pres på arbejdsmarkedet«, lyder analysen fra vicedirektør Morten Granzau.
Stephanie Lose har også et blik for, at der fortsat er mangel på arbejdskraft nogle steder.
»I forhold til virksomhedernes aktuelle efterspørgsel efter arbejdskraft vil regeringen styrke den internationale rekruttering. Samtidig skal vi holde fast i at gennemføre reformer, der kan skaffe mere arbejdskraft og rum til, at vi kan gennemføre vigtige politiske prioriteter i de kommende år. Det gælder blandt andet i forhold til sikkerhed, forsvar, skat, grøn omstilling og velfærd«, siger hun.
Økonomiministeriet venter et samlet fald i beskæftigelsen på 22.000 personer fra 2022 til 2024, men altså fra et rekordhøjt niveau.
Huspriserne vil ifølge Økonomisk Redegørelse falde med 9,2 procent i 2023. En stor del af faldet er dog allerede sket. Priserne på hus »er faldet betydeligt siden foråret 2022, og (...) der ventes yderligere fald i løbet af i år som følge af højere renter«.
I 2024 venter regeringens økonomer, at huspriserne gradvis vil begynde at stige igen.
fortsæt med at læse


























