Artiklen er opdateret klokken 20.00 med en kommentar fra skolelederen på Vallerødskolen.
Endnu en skole har fundet farlige genstande i karameller kastet ud på 9. klasseelevernes sidste skoledag.
Denne gang knappenåle.
I en Facebook-gruppe for Rungsted og Hørsholm har en bruger lagt et billede op af en besked på Aula.
Her har skoleleder på Vallerødskolen Jesper Hviid Andersen skrevet ud til forældre og medarbejdere, at der indtil videre er fundet seks nåle i karameller.
Han opfordrer alle forældre til at tjekke karamellerne eller smide dem ud og desuden skrive til lederen, hvis de finder noget.
»Vi ser naturligvis på sagen med stor alvor, og sagen vil blive politianmeldt«, skriver han.
Torsdag aften siger Jesper Hviid Andersen til Ritzau, at det viser sig at have været en ’prank’, der har fundet sted i et privat hjem og ikke har en relation til skolen.
»Der er ingen karameller kastet på skolen, som der har været nåle i«, siger han.
Han vil ikke gå nærmere ind i, hvad der er sket, men afviser, at 9. klasseeleverne på skolen har haft noget med det at gøre.
Også meldinger om glasskår i karameller
Flere medier har de seneste dage kunne skrive om skoler, der oplever samme problematik.
Torsdag skriver TV 2, at små skolebørn fra en skole i Helsingør fandt glasskår i karameller, de havde samlet ind, efter 9. klasserne havde kastet dem ud.
TV 2 har været i kontakt med Nordsjællands Politi, der har modtaget tre henvendelser om glasskår i karameller. Ifølge vagtchef Kaspar Bengtsson har eleverne ikke spist karamellerne.
Nordsjællands Politi modtog torsdag en anden henvendelse om en knappenål i en karamel fundet på Hornbæk skole, skriver TV 2.
... og tegnestifter
Fejringen af 9. klassernes sidste skoledag på Sank Annæ Gymnasiums Grundskole i København blev desuden onsdag aflyst.
Det skete, efter at der var fundet tegnestifter i karameller, som blev delt ud til de yngre elever.
Det skrev flere medier. Blandt andre lokalmediet KøbenhavnLIV, der havde set en besked, som skoleleder Malene Wegener Knudsen havde sendt til forældrene.
»At de blev fundet betyder, at nogle havde tegnestifterne inde i munden. Ingen er kommet til skade«, skrev Malene Wegener Knudsen i beskeden.
Også på Skolen ved Gurrevej i Helsingør i Nordsjælland var der blevet fiflet med karamellerne, som de ældste elever delte ud på sidste skoledag.
Her havde flere af karamellerne vist sig at være pakket om og fyldt op med kattemad. Det skrev Helsingør Dagblad onsdag.
Børns Vilkår: Inddrag børnene i reglerne
Skoler skal så tidligt som muligt inddrage elever i regler og adfærd til 9. klasseelevers sidste skoledag. Det anbefaler direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.
Der har imidlertid været sidste skoledage, der er gået over gevind i al den tid, han kan huske.
Men at flere børn og unge forsvinder ned i skærmen og i en anden virkelighed kan øge alvoren i den tankeløshed, der kan opstå sidste skoledag, siger Rasmus Kjeldahl.
»Man kan miste den empati, der er, og glemme at tænke sine handlinger igennem. Hvad sker der egentlig, hvis et barn får et glasskår i munden og synker det«, siger han.
Derfor er der endnu større grund til at inddrage eleverne omkring den dag, der skal være fejringen af ti års skolegang, vurderer han.
»Det ville være en meget trist løsning, hvis man bare forbyder sidste skoledag og fejring«, siger Rasmus Kjeldahl.
»Det er en ting, som børn og unge skal lære at være en del af og bidrage til på en god og festlig måde«.
Han anbefaler, at man fra skolernes side inddrager eleverne på et tidligt tidspunkt om, hvad det er for en fejring, man vil have.
Heriblandt hvilke ordensregler, der skal være.
ritzau
fortsæt med at læse



























