Husker du Folkemødet sidste år?
Endelig var vi tilbage i fuldt udtræk. Solen skinnede, coronaen var glemt, og for sådan en politisk nørd som mig kriblede det i fingrene. Dansk politik for alvor på vej ind i opløbsstrækningen til det valg, der skulle komme inden for et år.
Det var dengang, vi stadig talte om minksagen, rapporten var endnu ikke udkommet, og dengang, den daværende blå blok havde travlt med at møblere om på sig selv. Venstre havde spaltet sig i tre, Lars Løkkes Moderaterne var netop blevet annonceret som parti, og på Folkemødet var det kun et spørgsmål om tid, før Inger Støjberg sprang ud med Danmarksdemokraterne. En politisk selskabstømning af DF, som lå i ruiner, blandet med en god sjat jysk venstreblod. På et tidspunkt, hvor den mest populære politiker – no matter what – var den konservative Søren Pape, der var så populær, at konservative sjæle igen var begyndt at drømme om en ny Schlüter-æra, med Pape i spidsen, efter årtier som Venstres lidt forurettede lillebror.
Venstrefolkene, både Støjbergs og de rigtige, havde blå drømme om at genoplive Anders Fogh Rasmussens 00’er med det stabile VKO-flertal. Støjberg af lyst, fordi det var der, hendes DF-inspirerede politik ville have størst chancer for succes, mens det for Ellemanns Venstre mere var af nød, fordi midten med Radikale Venstre og Løkkes Moderaterne så kategorisk havde afvist de liberale tilnærmelser. Derfor var Venstre gået hjem til de blå, nu dog et noget mindre stabilt setup end i 00’erne med VKO. Men den slags forhindringer kan jo netop overvindes i drømme.
Og ligesom Søren Pape ikke kunne sætte en fod forkert dengang og endda havde sin egen debat med statsministeren hos TV 2, så hot var han, var der også himmelhøje forventninger til Inger Støjberg som den borgerlige frelser, der med minksagen i hånden kunne være med til at vriste magten fra den magtfulde Mette Frederiksen (S).
Men der var to, der ville noget andet.
De evige to
Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen.
De evige to. Evige konkurrenter, der kun anerkender sig selv og hinanden som værdige statsministerkandidater her til lands.
Grundlovsdag havde han pænt sagt nej tak til blå blok og holdt fast i kravet om en regering hen over midten. Det havde tidligere kostet ham formandsposten i Venstre. Samme dag sprang hun ud med samme krav – en regering ikke bare hen over midten, men med et eller flere blå partier. Det blev kun luftet som en tanke i starten, men vel at mærke en tanke, der sad mere fast i den socialdemokratiske top end hos sådan nogle som mig, der ikke helt troede på det. Når sandheden nu skal frem.
Havde jeg været mere vågen, havde jeg derfor allerede for et år siden set, at mens de blå gik rundt og drømte om at få 00’erne tilbage, var Mette Frederiksen med støtte fra Lars Løkke Rasmussen ved at forberede det endelige opgør med Foghs blokpolitik, som deres forgængere – og såmænd også dem selv – havde forsøgt, siden Fogh forlod dansk politik i 2009.
Løkke havde selv forsøgt at vriste sig fri, da han blev statsminister i 2009, men måtte hurtigt sande, at uden DF gik det ikke. Og DF skulle have betaling hver gang. Synlig og markant betaling.
Mette Frederiksen var lykkedes med at hive DF’s vælgere hjem i den socialdemokratisk fold, og det var lykkedes hende at genskabe et regeringsdygtigt rødt flertal, men som Løkke begyndte hun også at se et behov for brede reformer hen over midten. Især efter Ukraine-krigen, det nationale sikkerhedskompromis og de forbigående tegn på økonomisk krise, som begyndte at vise sig sidste år.
Sådan lå landet, da vi sidst var på Bornholm.
Valget i november viste, hvem der havde aflæst folkestemningen. Det var så ikke de blå. Lige så urokkelig populær Søren Pape var i forårsmånederne, lige rokkelig viste han sig at være, da der kom ægte mørkeblå politik på hylderne. Vælgerne forsvandt hurtigere, end meningsmålingsinstitutterne kunne nå at ringe dem op, mens Venstre indkasserede et helt forventet nederlag til de gamle partifæller Løkke og Støjberg efter en valgkamp, som alle i Venstre i dag er enige om var helt forfejlet. Man havde udset sig Mette Frederiksen som sit bedste våben – hun viste sig så sjovt nok at være sit eget bedste våben – og Jakob Ellemann-Jensen endte med at føre valgkamp i et toneleje, som var meget langt fra den liberale og ikke særlig konfrontatoriske politiker, vi ellers havde lært ham at kende som.
Så det gik, som det gik.
Frederiksen og Løkke fik den regering, de ville have, og Venstre gik som bekendt med. Valgaftenen var ikke mange timer gammel, før den erkendelse kom: Hvis Venstre igen ville i regering inden for en overskuelig fremtid, var det nu. Med arvefjenderne Løkke og Frederiksen. Der var ikke anden vej, som det hed. Uden for citat, naturligvis.
På den måde kom Venstre også med på opgøret med Fogh-æraen – i øvrigt med Foghs både anbefaling og velsignelse.
Derfor skal ingen blive overraskede over i år at møde Mette Frederiksen, vikarierende Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen side og side i Allinge. Utænkeligt tidligere – i dag er de hinandens bedste politiske venner. Det kan ændres igen, men lige nu er det sådan.
Sådan er politik så forunderligt. Så foranderligt. Og så på så kort tid.
