Den danske regering bliver presset af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg til at gøre en mere håndfast og effektiv indsats for at stoppe brugen af langvarig bæltefiksering af patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling.
Danmark blev for snart tre år siden dømt ved Menneskerettighedsdomstolen for at have overtrådt forbuddet mod tortur og anden umenneskelig behandling, da en dengang 28-årig patient var bæltefikseret i 23 timer. Siden da har regeringen fremsendt to handlingsplaner til domstolen, men de har ikke leveret et overbevisende svar på, hvad regeringen vil gøre for at undgå, at andre patienter udsættes for en lignende ulovlig behandling.


























