Det er ikke lige det, Radikale Venstre har brug for lige nu. At partiets medlem af EU-Parlamentet, Morten Helveg Petersen, trækker sig fra politik, når hans mandat udløber næste år. På det tidspunkt har han siddet ti år i parlamentet. Han længes hjem, og skal han noget andet, er det nu.
Fuldstændig forståelige forklaringer, men noget af en maveplasker for partiet, der nu skal ud at finde en ny spidskandidat. Vel at mærke en, der har mulighed for at blive valgt på et tidspunkt, hvor partiets målinger er i bund. Det var også opgaven for Morten Helveg tilbage i 2014, da han blev valgt første gang, mens partiet var på vej ned.


























