Fire personer er anholdt i København søndag morgen. To biler fra Sverige blev stoppet.

Politi skød under forsøg på anholdelse af svenskere

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 13.58

Politiet affyrede søndag morgen flere skud under en jagt på to biler, som kom over Øresundsbroen fra Sverige og til sidst blev stoppet i Hvidovre og ved Sjællandsbroen i København.

Det oplyser Københavns Politi. Fire personer, to mænd og to kvinder, er anholdt.

Episoden udspillede sig cirka klokken halv seks, og efter et kvarters tid var de to biler stoppet, oplyser vagtchef Espen Godiksen.

Søndag eftermiddag oplyser politiet, at en anklager vil begære varetægtsfængsling af de fire anholdte.

Men den centrale efterforskningsleder, Kenneth Hviid Simonsen, ønsker ikke umiddelbart at oplyse noget om, hvad de sigtes for.

Tidligere kunne det svenske medie Aftonbladet berette, at den ene bil var blevet frarøvet en person i Helsingborg nogle timer forinden.

Mod denne bil affyrede politiet ’flere’ skud, men det præcise antal røber politiet ikke. Ingen personer blev ramt.

Skuddene blev afgivet, da føreren af bilen forsøgte at påkøre betjente ved Sluseholmen, har efterforskningslederen oplyst til Berlingske.

I bilen, som er en VW Golf, sad en kvinde på 23 år og en mand på 22 år.

Den anden bil er en Volvo, og heri befandt sig en 24-årig kvinde og en 21-årig mand, oplyser politiet.

»Ingen er danske statsborgere«, siger vagtchef Espen Godiksen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her