Danmark ønsker opbakning til, at ukrainske kampflypiloter og andet personale skal trænes på Skrydstrup-basen.

Danmark vil træne ukrainske kampflypiloter i Skrydstrup

Danmark vil gerne uddanne ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly. Foto: Finn Frandsen
Danmark vil gerne uddanne ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Danmark vil træne ukrainske kampflypiloter på Skrydstrup-basen i Jylland.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) forud for et møde i Bruxelles.

Danmark er sammen med Holland sat i spidsen for indsatsen, og torsdag vil den danske minister fremlægge planerne for landene i Ukraine Defense Contact Group på et møde i Bruxelles.

Her ventes Danmark at få opbakning til forslaget, så træningen måske allerede kan begynde til august.

»Jeg vil fortælle om den omskoling og træningsindsats, der skal finde sted her i løbet af de kommende måneder. Det er med udgangspunkt i Danmark«.

Vi lægger op til, at det bliver i Skrydstrup, hvor vi har vores F-16-kampfly placeret, sier Troels Lund Poulsen.

På mødet torsdag vil han samle en koalition af lande, der bakker op om initiativet.

»Men det bliver med dansk lederskab i samarbejde med Holland«, siger Troels Lund Poulsen.

Han forventer, at Danmark og Holland inden Nato-topmødet i Vilnius vil kunne fremlægge en konkret plan for, hvornår træningen går i gang. Og hvilke etaper træningen vil bestå af.

Det sidste kan få betydning for, hvornår Danmark og andre allierede lande vil træffe beslutning om, hvorvidt man også vil donere F-16-kampfly til Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her