En kvinde og hendes to børn er blevet evakueret til Danmark fra den syriske al-Roj-fangelejr, oplyser Udenrigsministeriet fredag morgen. Kvinden er 34 år, har marokkansk baggrund og er mor til to danske børn på fire og fem år. Hun har fået frataget sit danske statsborgerskab, men hendes børn har dansk indfødsret.
Dermed sidder to mødre og tre børn tilbage:
- I marts blev en dansk-iransk kvinde på 27 år også tilbudt evakuering. Hun har to børn på fire og seks år. Hun blev tilbudt evakuering, efter at Højesteret underkendte ministeriets afgørelse om at fratage kvinden hendes statsborgerskab. De er ikke kommet til Danmark endnu.
- En kvinde med somalisk baggrund på 25 år og hendes seksårige søn befinder sig fortsat i Syrien og er ikke blevet tilbudt evakuering.
- I oktober 2021 blev 3 kvinder og deres tilsammen 14 børn hentet til Danmark fra al-Roj-lejren i Syrien. De er alle blevet dømt ved en dansk domstol.
- En 33-årig kvinde fra Herlev blev den 29. marts 2023 idømt fire års fængsel ved Retten på Frederiksberg for at være rejst til en krigszone og for som husmor og hustru at have fremmet en terrororganisations virksomhed.
- En 38-årig kvinde blev i februar 2023 idømt fire års fængsel for at være rejst til Syrien med mand og børn og have opholdt sig i et konfliktområde fra 2015 til 2019. Hun blev i forbindelse med dommen fradømt sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark. Hun har anket dommen til landsretten.
- En 35-årig kvinde tilstod ved Retten i Esbjerg, at hun rejste ind i Syrien med sin ægtefælle og børn i november 2014. Hun blev i byretten idømt tre års fængsel, men landsretten skærpede dommen i december 2022 til fire års fængsel.
Kilder: Statsadvokaten i Viborg, Statsadvokaten i København, Ekstra Bladet og Udenrigsministeriet.
ritzau
fortsæt med at læse


























