Østre Landsret skærper straf: Journalist idømmes forvaring for krænkelser af børn

Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.59.

Østre Landsret idømmer en 48-årig journalist forvaring for stribevis af krænkelser mod børn. I byretten blev han idømt tre og et halvt års fængsel. Det er kommet frem ved domsafsigelsen i retten tirsdag.

Forvaring er en tidsubestemt straf, og der er dermed tale om en skærpelse af straffen i byretten. Her blev manden idømt tre og et halvt års fængsel.

Journalisten er blevet dømt for stribevis af krænkelser mod børn, som kom i hans hjem. Han er desuden dømt for at have krænket børn via internettet.

Manden er kendt skyldig i 167 forhold om blufærdighedskrænkelse, overgreb mod mindreårige og besiddelse af børneporno. Krænkelserne er sket mod 40 børn mellem 3 og 14 år – både i Danmark og i udlandet. Retten har fundet det bevist, at han i perioden 2011-2015 har krænket over 31 børns blufærdighed langt over 100 gange. Tre af børnene er hans egne.

Langt de fleste af krænkelserne handler om, at han har taget billeder af børn, der kom i familiens hjem. Blandt andet mens han lod dem lege i et spabad. I fire tilfælde er han dømt for krænkelser, der går ind under straffelovens voldtægtsparagraf, fordi berøringerne karakteriseres som ’andet seksuelt forhold en samleje’. Derudover er han kendt skyldig i at have været en del af et netværk på internettet, hvor han ansporede unge piger til at udføre forskellige handlinger af seksuel karakter – såkaldt grooming.

Det var alene straffen, landsretten skulle tage stilling til – og altså ikke også hvorvidt manden var skyldig. Anklagemyndigheden krævede, at manden blev idømt forvaring. Imens ville forsvareren have, at hans straf fra byretten skulle nedsættes med et halvt år til tre år.

Forsvarer Mette Lorentzen siger til Ekstra Bladet, at journalisten utvivlsomt er rystet over udfaldet. Hun vil nu vurdere, om der er grundlag for søge om at få sagen til Højesteret.

»Det kom bag på både ham og mig. Vi synes ikke, at sagen havde karakter til en forvaringsdom, som landsretten har gjort«, siger forsvareren til avisen.

Retslægerådet: Seksuelt afvigende og med narcissistiske træk

Da han begik overgrebene, arbejdede han som journalist på Sjællandske Medier og senere på Ekstra Bladet, hvor han var ansat, da han i april 2021 blev anholdt og varetægtsfængslet.

Ifølge dommeren er det omfanget og karakteren af overtrædelserne, som har gjort, at retten har besluttet at idømme ham forvaring. Men det er også lægelige oplysninger. Retslægerådet har vurderet, at journalisten udgør en væsentlig fare for samfundet, fordi han er seksuelt afvigende og har narcissistiske træk.

Der var stille i salen, da dommen blev afsagt. Efter domsafsigelsen hilste journalisten på nogle af tilhørerne og gav dem et kram, før han bliver ført ud af lokalet.

Da journalisten i november blev idømt en fængselsstraf, var der uenig i nævningetinget om, hvilken straf han skulle have. Halvdelen af personerne stemte for at idømme ham forvaring. Den anden halvdel stemte for en fængselsstraf. Når der er stemmelighed, er det den mildeste straf, der gives.

I forbindelse med tirsdagens domsafsigelse har der ikke været uenighed om straffen. Det er en enig domsmandsret, der har ment, at journalisten skulle idømmes forvaring, siger dommeren.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her