Der var ifølge Danmarks Statistik 800 flere ledige i maj end i april.

For anden måned i træk: Ledigheden steg en lille smule i maj

Lyt til artiklen

Antallet af ledige i Danmark steg igen i maj en lille smule. Dermed er det steget to måneder i træk. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er tale om en lille stigning på 800 personer. Det er ikke nok til at ændre på ledighedsprocenten, der ligger på 2,8 procent. Der har den ligget fem måneder i træk.

Det er dermed små bevægelser, der er tale om, når det angår ledigheden. Alligevel har tendensen de seneste måneder været, at der bliver flere ledige.

Ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er antallet af ledige steget med cirka 7.000 personer de seneste syv måneder.

»Ledigheden peger opad og rammer sit højeste i halvandet år. Det er altid trist, når flere må stille sig i ledighedskøen, men stigningerne er ganske beskedne«, skriver han i en analyse.

»Arbejdsmarkedet står stadig enormt stærkt med rekordhøj beskæftigelse, rimelig lav ledighed og et antal stillingsopslag, som fortsat ligger til den høje side«.

Udgangspunktet er også et unormalt stærkt dansk arbejdsmarked ifølge Brian Friis Helmer. Han peger på, at der i dag er 83.000 ledige. Før coronakrisen var der omkring 100.000.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her