Nogle gange har jeg overvejet, hvordan Danmark ville se ud, hvis Jørgen Leth havde været passioneret optaget af vandpolo i stedet for cykelsport. Ville vi sommer efter sommer have siddet klistret til skærmen og dyrket nogle veltrænede mænd i hjelm og badebukser, mens de svømmede frem og tilbage og forsøgte at score hos hinanden?
»Vandet, bolden, manden. Med sit store hjerte og brændstof i stedet for blod. Kildeskovshallen, det mest aristokratiske bassin. Dybere, klarere, mere mystisk, mere hemmelighedsfuld«.



























