Stor redningsaktion efter 19-årigs forsvinden ved Randers.

Helikoptere og både leder efter forsvundet 19-årig i Gudenåen

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 23.36

To helikoptere fra redningstjenesten, flere både, dykkere og andre er onsdag aften involveret i forsøget på at finde en 19-årig mand, der er forsvundet i Gudenåen.

Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef.

Det var klokken 19.14, at politiet fik meldingen om ulykken med den unge mand. Det var den unge mands venner, der slog alarm.

Han var sprunget i åen fra Den Blå Bro i Randers og var pludselig kommet ude af syne.

Og det var for at svømme og ikke med nogen hensigt om at begå selvmord, lyder det fra politiet.

»Der er meget kraftig strøm, og det har måske overrasket ham«, siger vagtchef Christian Riis.

Klokken 22.45 har de store bestræbelser på at lokalisere svømmeren endnu ikke båret frugt.

Til Randers Amtsavis siger politiets indsatsleder på ulykkesstedet, Peter Jessen, at de leder så længe, det giver mening.

Men mørket har trængt sig på, vandet er koldt og strømmen stærkt.

»Vi har rådført os med ambulancelægen om overlevelseschancerne på sigt, og med de aktuelle vandtemperaturer ser det hele mindre og mindre lovende ud«, siger han til avisen.

Ifølge avisen leder redningsberedskabet, Falck og politi videre med tre både og varmesøgende teknik nogle timer endnu.

Peter Jessen oplyser videre, at han så småt er begyndt at sende mandskab hjem. Men hvis personen ikke bliver fundet i aften eller i nat, ledes der videre i torsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her