Danske efterretningstjenester reagerer på udmelding fra al-Qaeda om hævn rettet mod Danmark og Sverige.

Efterretningstjenester: Al-Qaedas udmelding kan inspirere til angreb i Danmark

Danske Patrioter, her Toke Lorentzen, har flere gange brændt Koranen af. Foto: Anders Holst Pedersen
Danske Patrioter, her Toke Lorentzen, har flere gange brændt Koranen af. Foto: Anders Holst Pedersen
Lyt til artiklen

Både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er opmærksom på en udmelding fra den militante bevægelse al-Qaeda, som opfordrer til hævn rettet mod Danmark og Sverige.

En hævn, som bunder i flere tilfælde, hvor enkeltpersoner som en form for demonstration har foretaget afbrænding af muslimernes hellige bog, Koranen.

PET og FE har tirsdag aften udsendt en fælles udtalelse i forbindelse med al-Qaeda-udmeldingen, som blev kendt mandag aften, da TV 2 kunne berette om den. Erklæringen skulle angiveligt være udsendt søndag.

»De danske efterretningstjenester er fuldt ud opmærksomme på udmeldingen fra al-Qaeda, der opfordrer til hævn mod Danmark og Sverige«, lyder det i udtalelsen fra PET og FE.

Efterretningstjenesterne omtaler al-Qaeda udmeldingen som »terrorpropaganda« og tilføjer, at den kan tjene som inspiration for både enkeltpersoner eller grupper til at planlægge og udføre voldelige angreb.

Organisationen al-Qaeda, som i mange år blev ledet af den nu afdøde Osama bin Laden har gennem årene stået bag en række dødelige angreb på civile i Vesten. Mest berømt er angrebet på World Trade Center i New York City i 2001.

På baggrund af den nye udmelding fra al-Qaeda lyder det fra PET, at man i samarbejde med de relevante myndigheder vil træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forhold til de danske ambassader i udlandet.

»Vi kommenterer ikke på detaljerne i disse foranstaltninger«, lyder det fra PET.

Tilbage i 2008 blev den danske ambassade i Islamabad i Pakistan angrebet med en bilbombe. Seks blev dræbt og 24 såret. Al-Qaeda hævdede dengang at stå bag angrebet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her