Enhver SF’er med bare en anelse historisk fornemmelse ved det – nogle endda med mere end smertelige erfaringer: At det eneste, de for alvor kan true Socialdemokratiet med, er at blive større end dem. Det er, kynisk set, det eneste sprog, socialdemokrater forstår, når det handler om forholdet til partiet til venstre for dem.
Det er ikke der, vi er. Socialdemokratiet er stadig klart størst, men det er derfor, at SF ser mere end almindeligt meget på de vælgere, de fik fra Socialdemokratiet efter dannelsen af SVM-regeringen. Og især efter store bededags-slagsmålet, som sendte S ud i det frieste fald, partiet har oplevet under Mette Frederiksens ledelse. Mens meningsmålingerne røg i vejret hos SF.


























