Jakob Ellemann-Jensen har sagt endegyldigt farvel til blå blok, konkluderer ærgerlig Inger Støjberg (DD).

Støjberg og Pape angriber Ellemann efter hans farvel til den blå familie

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Jakob Ellemann-Jensen har sagt ’endegyldigt’ farvel til ’den blå familie’.

Det mener Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, efter at Venstre-formanden torsdag aften til Berlingske kaldte årtiers blokpolitik for et ’historisk fænomen’.

»Det står desværre efterhånden klart, at vi ikke får en borgerlig regering, så længe Jakob Ellemann er formand for Venstre», siger Inger Støjberg i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Hun uddyber i et interview, »at det er et slag i ansigtet for det borgerlige Danmark«.

Og mener, at det »det må være underligt at sidde som Venstre-mand i dag«.

»Det kan godt være, Jakob Ellemann har det sådan, men når jeg taler med Venstre-folk, og dem taler jeg ofte med og med mange af, og det er ikke helt sådan, de ser på det – tværtimod. De ser sig som en del af den blå familie«, siger Inger Støjberg.

Søren Pape undrer sig

Hos Konservative undrer formand Søren Pape Poulsen sig over Venstre-formandens »så klare og tydelige« afstandtagen til blå blok.

»Mette Frederiksen tager da ikke afstand til den røde blok. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor han kommer med den her melding. Hvad skal det til for? Er der valg i morgen? Hvad er det han vil med det?«.

»Det undrer mig meget. Så taler han meget nedladende til os om vores ’fantasiprojekter’«, siger Søren Pape.

Han mener, at Mette Frederiksen har fået ’en tidlig julegave’.

»Hun har fået en kæmpegave af Jakob Ellemann, der sådan set hælder sine gamle venner ned ad brættet og skipper sig fuldstændig ind i en regeringstækning, hvor Socialdemokratiet i mange, mange år sidder for bordenden«.

Hverken Søren Pape eller Inger Støjberg forstår desuden Jakob Ellemann-Jensens kritik af samarbejdet i blå blok op til seneste valg.

Jakob Ellemann-Jensens interview med Berlingske kommer op til, at Venstre holder sommergruppemøde i Nordjylland og dermed sparker en ny politisk sæson i gang.

Han ser store perspektiver i samarbejdet over midten. Og inviterer de andre blå partier til at komme med.

»Jeg synes, at mine blå venner skulle overveje at komme med i stedet for at låse sig fast til noget, der hører fortiden til«, siger Ellemann-Jensen til avisen.

Han afviser dog ikke, at der engang igen kan dannes en blå regering. Men det handler ikke om farver, siger Ellemann.

Jakob Ellemann-Jensen er netop vendt tilbage på arbejde efter et halvt års sygemelding med stress.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her