»Jeg er chokeret, ked af det, vred og frustreret og total magtesløs. Nu må det stoppe – det kan ikke fortsætte længere«.
Mette Prag, der er en af talspersonerne for Christiania, er dybt berørt efter skyderiet lørdag aften, hvor to maskerede mænd skød og dræbte en mand, som ifølge politiet havde rockerrelationer, ved en bod på Pusherstreet ude foran bygningen Stjerneskibet på Christiania. Yderligere fire blev ramt, heriblandt en lokal christianit, fortæller hun. Ifølge politiet var den ene en overgang i kritisk tilstand, mens de tre andre kun blev lettere såret.




























