To udviste kriminelle har fået krænket deres rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, oplyser domstol.

Opsigtsvækkende dom mod Danmark: To udviste kriminelle er krænket

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
Lyt til artiklen

To udviste kriminelle har fået krænket deres rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Det oplyser Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Tirsdag er der faldet dom i fire sager om udviste kriminelle, som kom til Danmark i en meget ung alder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vurderer, at der i to af tilfældene var sket en krænkelse af artikel 8, som omhandler retten til respekt for privatliv og familieliv.

I de resterende to sager vurderes det, at der ikke var sket en krænkelse med deres udvisning.

De fire mænd har straffeattester, der både byder på voldtægt, røveri, gentagne voldsdomme og narkodomme.

De to, som domstolen har vurderet krænket, har Afghanistan som ophavsland. De er begge, også da de var yngre, dømt for kriminalitet.

Men der går et stykke tid, seks år for den enes vedkommende, før ny kriminalitet bliver begået.

Havde ikke fået advarsel

Louise Halleskov, som er ph.d. og professor ved Aarhus Universitets juridiske institut, påpeger, at de begge blev udvist uden forinden at have fået en advarsel, og det kommer til at sætte nogle grænser for, hvornår kriminelle udlændinge kan udvises fra Danmark.

»Det gør det, fordi vi har lovgivet i Danmark på det her område helt tæt op af menneskerettighederne«, siger hun:

»I sager om udlændinge, der har tilbragt størstedelen af deres liv i Danmark, tegner der sig et billede af, at Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på, om der er givet en advarsel, før man udviser, længden af indrejseforbud og en reelt manglende tilknytning til oprindelseslandet«.

I forhold til de to, som ikke vandt deres sag, peger professoren på, at de kontinuerligt var blevet ved med at begå alvorlig kriminalitet, også selv om de havde fået at vide af danske domstole, at der var risiko for udvisning ved ny kriminalitet.

Den ene kommer fra Irak, den anden fra Congo.

Afgørelsen om de to afghanske statsborgere ligger i forlængelse af en tidligere afgørelse, mener Louise Halleskov.

»Nu har vi tre domme, de her to og en fra 2021, hvor Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på det samme«, siger hun.

Minister er skuffet

De nye afgørelser nærlæses i Udlændinge- og integrationsministeriet.

Danmark skal fortsat have mulighed for at udvise udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, mener udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

»Jeg er glad for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i to af sagerne ikke har tilsidesat de danske domstoles afgørelse. For jeg mener kun, at det er rimeligt, at vi kan udvise udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark«, siger han:

»Samtidig er jeg ærgerlig over, at Menneskerettighedsdomstolen også har truffet to afgørelser, der går Danmark imod«, udtaler Kaare Dybvad Bek i en skriftlig kommentar.

Et centralt spørgsmål er, om det er selve udvisningen, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ser som en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Artikel 8 skal sikre retten til privat- og familieliv.

Eller om domstolen ’kun’ kritiserer Danmark for længden på udvisningen i de to tabte sager. De to personer, som vandt deres sager, var blevet dømt for kriminalitet i Danmark og havde fået et indrejseforbud på 12 år.

Hvis det ikke er selve udvisningen, men længden på indrejseforbuddet, der strider mod artikel 8, så vil den danske stat fortsat have et spillerum til at gå efter udvisning. Men dog med kortere indrejseforbud.

Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører hos Dansk Folkeparti, kalder afgørelserne »rystende urimelige«. Hun trækker nu ministeren i samråd.

»Der er mange kriminelle udlændinge og heldigvis også nogle, der bliver udvist. Men hvis dommene ikke bliver effektueret, batter det ikke noget som helst«, siger Pia Kjærsgaard.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her