Danskerne skal også i de kommende år tanke deres biler med benzin og diesel fremstillet af fødevarer, som kan mætte 2,3 millioner mennesker. Det er konsekvensen af et udspil fra regeringen til, hvordan den vil leve op til klimamålet i 2025 om at sænke udslippet af drivhusgasser med mindst 50 procent.
Ifølge udspillet skal 4,9 procent af energien i brændstoffet komme fra afgrøder som raps, majs, hvede og sukker, der ellers bruges til fødevarer eller dyrefoder. Det er lige så meget som hidtil. Dertil kommer, at regeringen vil øge brugen af 2.-generations biobrændstof, som fremstilles af restprodukter, ikke af foder eller fødevarer.


























