28-årig mand blev onsdag anholdt og senere løsladt efter et grundlovsforhør. Torsdag er han anholdt igen.

Politi anholder igen 28-årig for brande i Fredericia

Lyt til artiklen

Sydøstjyllands Politi har for anden dag i træk anholdt den samme 28-årige mand i forbindelse med tre brande i Fredericia natten til onsdag.

Det skriver politiet på sin hjemmeside.

Manden blev anholdt onsdag og fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding, sigtet for forsætlig brandstiftelse. Her valgte retten at løslade ham. Den beslutning har anklagemyndigheden kæret til landsretten.

Efter yderligere efterforskning af sagen har politiet så torsdag igen anholdt den 28-årige mand, der vil blive fremstillet i endnu et grundlovsforhør torsdag klokken 13.

»Politiets igangværende efterforskning af tre brande i Fredericia natten til onsdag 6. september har ført til nye beviser. Disse beviser peger på, at den formodede gerningsmand er den samme 28-årige mand, som Retten i Kolding i går løslod efter et lukket grundlovsforhør«, skriver politiet.

Det oplyses yderligere, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i torsdagens grundlovsforhør, da politiet ikke kan udelukke, at der er en medgerningsmand i sagen.

Der opstod natten til onsdag først en mindre brand på Danmarksgade i Fredericia omkring klokken 00.30.

Omkring klokken 01.00 modtog politiet så en anmeldelse om en brand ved Nørrebrogade i Fredericia. Her var der ild i to varebiler, en sættevogn og en industribygning.

Kort efter - omkring klokken 01.40 - fik politiet endnu en anmeldelse om en brand. Flere busser stod i flammer på Jernbanegade i Fredericia. De udbrændte alle.

Ingen personer kom til skade i brandene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her