Der findes to udgaver af sagen om den terrordømte Ahmed Samsam, der vil have Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste dømt til at anerkende, at han var deres udsendte agent på hemmelige missioner til Syrien. Udgaverne er mildest talt forskellige, og måske er det derfor, at de tre dommere i Østre Landsret nu har givet sig selv to måneder til at tygge på, hvilken version de vil lægge vægt på.
Under fredagens afsluttende procedure sad sagens hovedperson i armygrøn træningsdragt og sort kasket bag tykt glas i landsrettens store sal ved siden af sin advokat Erbil Kaya, der ikke tøvede med at kalde sagen »et statsorkestreret justitsmord«.




























