Det bliver frem til 25. september ulovligt at opholde sig på tre adresser, oplyser Københavns Politi.

Københavns Politi tager tungt værktøj i brug og lukker tre Hells Angels-klublokaler

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I forbindelse med den igangværende bandekonflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia lukker politiet tre rocker- og bandetilholdssteder i hovedstadsområdet.

Det bliver forbudt at opholde sig på stederne fra klokken 19 mandag aften og frem til 25. september klokken 19.00, oplyser Københavns Politi.

Der er tale om adresserne Svanevej 5 i Nordvestkvarteret i København, Tømmerup Stationsvejs 8B i Kastrup samt Siljangade 10 i København S.

Alle de tre steder, som det de kommende to uger bliver ulovligt at opholde sig, er Hells Angels-klublokaler.

Det skyldes ganske enkelt, at den anden part i konflikten ikke på samme måde har faste opholdssteder, siger politiinspektør Tomas Marko Juhl.

Der er her tale om den forbudte bande Loyal To Familia.

»Hvis den anden part havde det (faste opholdssteder, red.), havde vi formentlig også lukket deres. Vi ved jo godt, hvor de opholder sig, og de steder besøger vi jævnligt«.

»Der kan altid være en risiko for, at banderne spreder sig til andre steder, men det er klart, at vi lukker stederne, så vi tager de oplagte mål ud af ligningen«, lyder det fra politiinspektøren.

Hells Angels og Loyal To Familia holder ikke kun til i hovedstadsområdet, og Tomas Marko Juhl siger på pressemødet, at Københavns Politi samarbejder med andre politikredse angående den igangværende konflikt.

»Det er op til de enkelte politikredse at vurdere, om man vil lave lignende tiltag, og dem er vi selvfølgelig i dialog med i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet«, siger politiinspektøren.

Konflikten har fået en nøk op

Det er i et forsøg på at mindske risikoen for nye angreb på oplagte steder, at Københavns Politi mandag har gjort det ulovligt at opholde sig på tre specifikke adresser i hovedstadsområdet.

»Vi synes med sprængningen, at konflikten har fået et nøk op. For os er det uacceptabelt, og så må vi bruge de ting, vi har i værktøjskassen«, siger politiinspektøren på pressemødet.

»De meget voldsomme hændelser, vi har været vidne til, er helt uacceptable«, står der i pressemeddelelsen.

»Borgerne skal kunne være trygge i deres nabolag og i resten af politikredsen, og vi tager nu et af de helt tunge værktøjer i brug for at lægge maksimalt pres på grupperingerne og for at forebygge flere voldelige angreb«, udtaler Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Opholdsforbuddet sker i medfør af den såkaldte rockerlov, der altså giver politiet mulighed for at lave den slags forbud.

Visitationszoner forlænges

Samtidig forlænges to visitationszoner, der blev etableret den 28. august. Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager. Den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest.

Visitationszonerne opretholdes foreløbigt indtil den 26. september.

Visitationszonerne blev oprettet, efter at en 30-årig mand 26. august blev skudt og dræbt på Christiania. Manden var prøvemedlem i Hells Angels.

»Vi har en omfattende indsats, hvor vi arbejder sammen med kommunerne, gadeplansmedarbejdere og andre aktører«, siger politiinspektør Tomas Marko Juhl i pressemeddelelsen.

»Desuden prioriterer vi at være til stede på gaden, så folk kan føle sig trygge, og så man kan komme i dialog med os. Derudover fortsætter efterforskningen af de banderelaterede hændelser, der har været i de seneste uger«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her