Jyske Bank risikerer at skulle tilbagebetale forbrugere for opkrævning af negative renter, siger forbrugerråd.

Retssag om negative renter kan skabe dominoeffekt i banksektoren

Hvis Jyske Bank med ordførende direktør Anders Dam i spidsen taber retssagen mod Forbrugerombudsmanden, kan det få vidtrækkende konsekvenser, lyder vurderingen.  Arkivfoto:  Casper Dalhoff
Hvis Jyske Bank med ordførende direktør Anders Dam i spidsen taber retssagen mod Forbrugerombudsmanden, kan det få vidtrækkende konsekvenser, lyder vurderingen. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 12.58 med en kommentar fra Jyske Bank.

Det kan få vidtrækkende konsekvenser for hele banksektoren, hvis Forbrugerombudsmanden får medhold i en sag, hvor Jyske Bank er blevet stævnet for at have opkrævet negative renter.

Det vurderer Mads Reinholdt, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.

»Hvis Forbrugerombudsmanden får medhold i sagen ved domstolene, så vil det jo betyde, at Jyske Bank først og fremmest skal tilbagebetale en hel masse forbrugere nogle penge«.

»Men det skal en lang række andre banker formentligt også, fordi bankernes vilkår omkring det her er ret enslydende. Så det kan få vidtrækkende konsekvenser«, siger Mads Reinholdt.

Det er kommet frem torsdag, at Jyske Bank trækkes i retten for at have opkrævet negative renter hos sine kunder uden at have fået kundernes accept til at gøre det.

Det mener Forbrugerombudsmanden i hvert fald er tilfældet.

I en pressemeddelelse fra torsdag morgen sagde forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, at ’når kunder indgår en aftale med deres bank, så kan banken ikke ændre væsentlige forhold i aftalen uden kundernes accept’.

Jyske Banks henviser til sine forretningsbetingelser, som gjaldt alle privatkunder, og hvor der ifølge banken tydeligt stod, at renten var variabel og kunne ændres under visse omstændigheder.

Det skriver banken som svar på en stævning fra Forbrugerombudsmanden.

»Som følge af dette og en række andre grunde er det Jyske Banks opfattelse, at banken var berettiget til at indføre og opkræve negative renter«, skriver banken.

»Også på de konti, som Forbrugerombudsmandens sag mod Jyske Bank omfatter«.

Handler ikke om lønkonti, men opsparingskonti

Stævningen handler ikke om almindelige lønkonti, men derimod opsparingskonti som pensionsopsparinger og børneopsparinger.

Ifølge mediet Finans er tilsynsmyndigheden Finanstilsynet ikke enig i forbrugerombudsmandens vurdering. Det fremgår af et notat.

Ombudsmanden og Finanstilsynets uenighed består i, om negative renter er et gebyr eller en rente. Ombudsmanden mener, at det er et gebyr.

Christine Toftegaard Nielsen har tidligere udtalt, at sagen handler om principielle spørgsmål. Det er derfor, hun vil have den for en domstol.

Hos Forbrugerrådet kommet man til at følge afgørelsen tæt, selv om sagen ifølge direktør Mads Reinholdt kan komme til at trække ud i mange år.

»Vi synes, det er vigtigt at få afklaret det her. Vi skal jo have afklaret, om opkrævningen af de negative renter var lovlig eller ulovlig«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her