Onsdag har Københavns Politi anholdt tre mænd, som de mener har været i besiddelse af skydevåben i 2020.

Bandefolk sigtes for besiddelse af en lang række skydevåben

Lyt til artiklen

Tre mænd i 30’erne blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger i en sag om besiddelse af op mod 26 skydevåben.

Det er resultatet af et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Københavns Politi skrev tidligere torsdag på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, at mændene er en del af rocker- og bandemiljøet.

Ifølge sigtelsen handler det om våben, som de har haft mellem 11. september 2020 og 18. november 2020.

Politiet skriver i sigtelsen, at mændene har været i besiddelse af i alt fire pistoler af forskellige mærker.

Derudover havde mændene ifølge politiet en række signal- og gaspistoler, som var ombygget, så de kunne skyde med skarpt.

Nogle af de signalpistoler, som sagen handler om, var det dog ikke lykkes at ombygge.

Det er også beskrevet i sigtelsen, at mændene havde flere maskinpistoler og rifler.

Alle tre mænd - som er henholdsvis 35, 36 og 38 år - blev anholdt onsdag. Den ene på en adresse på Amager, og de andre to blev anholdt i fængslet.

De nægtede sig alle skyldige.

Grundlovsforhøret blevet holdt for lukkede døre, og der blev nedlagt navneforbud i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her