Theresa Scavenius er helt færdig i Alternativet, men fortsætter som løsgænger i Folketinget.

Theresa Scavenius melder sig ud af Alternativet

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Opdateret torsdag klokken 16.52

Theresa Scavenius, der er smidt ud af Alternativets folketingsgruppe, melder sig helt ud af partiet. Hun vil fortsætte i Folketinget.

Det skriver hun på Facebook.

I opslaget kommer hun ind på de samarbejdsvanskeligheder og uenigheder, der har været mellem hende og den resterende folketingsgruppe.

Uenighederne har, skriver Scavenius, blandt andet været på klimapolitikken. Scavenius var klimaordfører, indtil hun blev smidt ud af folketingsgruppen.

Scavenius angiver uenigheder om forbuddet mod at brænde eksempelvis koraner af som værende der, ’hvor kommunikationen stoppede’ med resten af folketingsgruppen.

Hun har ventet med at melde sig helt ud af partiet, men det er altså sket nu. Hun uddyber over for Ritzau, at det er en »trist dag«.

»Jeg har tænkt mig om, og det er den eneste konsekvens, jeg kan træffe«, siger hun.

Theresa Scavenius har kun et mandat ud af 179, men hun vil altså fortsætte på Christiansborg. Hun erkender, at løsgængere ikke står stærkt, men siger, at hun vil bruge sit mandat til at »dokumentere og afsløre den politiske greenwashing, der foregår herinde«.

Hun vil ikke melde sig ind i et nyt parti.

»I dag er partierne blevet lukkede klubber, hvor få mennesker oppe på kampagnekontoret og i ledelsen beslutter nogle slogans, og så skal alle makke ret«, siger hun.

Hvad der skal ske, når der engang udskrives folketingsvalg, har hun ikke taget stilling til endnu.

Den resterende folketingsgruppe har beskyldt Theresa Scavenius for at udvise modvillighed mod at samarbejde og for at være grov over for medarbejdere og gruppemedlemmer.

De anklager har hun afvist, og hun sender en hilsen til medarbejderne i sit opslag på Facebook.

»Jeg har dybe og personlige relationer til mange af jer i partiet, og de vil bestå det hele til trods«, slutter hun opslaget.

Theresa Scavenius blev valgt til Folketinget ved valget i november sidste år.

Politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde tager meldingen til efterretning, men har ellers ingen kommentarer til Scavenius’ udmeldelse fra partiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her