De erkender, at der er mennesker, som lider. Som ønsker at fremskynde deres egen død. Og de forstår også godt, at pårørende eller læger kan have lyst til at hjælpe dem til at dø.
Alligevel mener et stort flertal på 16 ud af 17 medlemmer af Det Etiske Råd ikke, at dødshjælp bør indføres i Danmark. Det fremgår af en udtalelse fra rådet, som onsdag blev fremlagt for Folketingets Sundhedsudvalg. Dermed indtager rådet samme position som tre gange tidligere, hvor de tog stilling til spørgsmålet. Også i 1996, 2003 og 2012 var der overvældende flertal imod at indføre dødshjælp.
En af modstanderne er Knud Kristensen, tidligere formand for SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed.
»Jeg kan ikke se for mig, at vi i et hjørne af det danske sundhedsvæsen skal have et sted, hvor man kan blive hjulpet til at dø. Jeg mener ikke, det er en offentlig opgave. For mig er sundhedsvæsnet og deres medarbejdere nogle, der hjælper folk med at leve. Og hvis man skal dø, lindrer de en i den sidste periode«, siger Knud Kristensen, der også peger på, at Lægeforeningen flere gange klart har meldt ud, at lægerne ikke ønsker at assistere ved dødshjælp.
Overrasket over stort flertal
Kun et enkelt medlem af Det Etiske Råd mener, at det i princippet er muligt at indføre en forsvarlig model for dødshjælp i Danmark, og anbefaler derfor, at mulighederne undersøges grundigt. Det er direktør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson.
»Der er ingen tvivl om, at der findes en mindre, afgrænset gruppe danskere, der oplever ubærlig lidelse, og som efterspørger aktiv dødshjælp. Hvis vi bare siger nej til at undersøge det nærmere, tager vi ikke nok hensyn til dem. Jeg er enig med flertallet i, at det er utroligt svært at finde en forsvarlig regulering. Men jeg er ikke parat til at opgive det på forhånd«.
Birgitte Arent Eiriksson har kun været medlem af Det Etiske Råd siden marts i år, og hun kalder det »en lidt speciel oplevelse« at stå alene med sin position.
»Jeg vidste godt,at der nok ville være et flertal, som ville udtale sig imod. Men jeg er overrasket over, at der ikke var flere, der fandt grundlag for at få undersøgt det lidt nærmere«, siger Birgitte Arent Eiriksson.
Modstanderne mener ikke, at der kan udvikles forsvarlig lovgivning, som beskytter de mest sårbare i samfundet, og så frygter de, at adgang til dødshjælp vil påvirke vores grundlæggende menneskesyn.
»Hvis man tillader dødshjælp til bestemte grupper i samfundet, hvad gør det så ved mennesker, der lever med samme lidelse eller handikap? Er vi ikke med til at stemple nogen som dårlige liv?«, spørger Knud Kristensen.
Birgitte Arent Eiriksson mener dog ikke, man med tilbud om dødshjælp skaber en slags »positivliste« over dårlige liv:
»To personer kan sagtens have den samme lidelse, hvor den ene har et godt liv, mens den anden ikke vil leve længere. Det handler om, hvad vi som enkeltpersoner kan bære af lidelse, og hvad vi mener, vi kan få ud af livet. Vi skal være forsigtige med at fratage nogen en mulighed for selvbestemmelse, fordi andre kan føle sig stemplet«.
Hele rådet understreger samlet, at hjælp, støtte og lindring til mennesker, der er terminalt syge, bør optimeres.
»De mennesker, for hvem døden er nært forestående, bør kunne nås med smertelindrende, palliativ indsats. Og det er uacceptabelt, at det ikke er virkeligheden i dag«, siger Birgitte Arent Eiriksson.
En kattelem til selvmordshjælp
Knud Kristensen er et af to medlemmer i gruppen af modstandere, som kommer med en tredje anbefaling: at undersøge, hvorvidt drab på begæring og medvirken til selvmord under visse betingelser kan gøres straffrit.
»Hvis vi ikke vil have, at mennesker bliver hjulpet herfra af det offentlige sundhedsvæsen, kan man indføre en kattelem, så vi ikke straffer dem, der vil hjælpe«, siger Knud Kristensen.
Det kræver dog, at man tydeliggør, under hvilke omstændigheder der kan blive tale om straffrihed.
»Vi skal jo være sikre på, at du ikke bare har stjålet konens NemID og skrevet under på, at du må slå hende ihjel. Så det skal være beskrevet, at hvis du gør sådan og sådan, er du på sikker grund«.
I befolkningen er der et stort flertal for at indføre dødshjælp. Hvordan har du det med, at så mange danskere er uenige med dig?
»Det må jeg jo leve med. Hvis man har set udsendelsen om Preben på DR, ’På tirsdag skal jeg dø’, er det snublende nemt at sige: »Selvfølgelig skal vi hjælpe Preben«. Men når man tænker alle konsekvenserne igennem, som vi har gjort i Det Etiske Råd, tænker man: »Nej, alligevel ikke«. I dag har vi en behandlingsgaranti på 30 dage. Skal vi så også have en dødsgaranti? Det skurrer i mine ører«.
Så må mennesker som Preben lide?
»Ja, eller bruge den kattelem, jeg nævner her. Hvis den altså bliver til noget«.
Kattelemsløsningen er Birgitte Arent Eiriksson dog ikke fortaler for:
»Jeg er nervøs for retssikkerheden, hvor man som privatperson kommer til at stå et sted, hvor det er uforudsigeligt, hvor det ender. Det skaber også bekymringer i forhold til den, der skal dø. For pludselig er det en pårørende, der skal vurdere den senere afdødes vilje. Derfor vil jeg hellere have hjælpen pakket ind i et system, hvor en screeningsproces sikrer, at personen er i stand til at træffe en beslutning og har et vedvarende ønske om at dø«.
fortsæt med at læse
