Han serverer småkager og hvidvin i små glas ved spisebordet i den lyse stue. Han ryster lidt på hænderne og drikker det første glas hurtigt. Det, han skal fortælle, har han ikke sagt til nogen. For det er strafbart.
»Men det er gjort ud af kærlighed«, siger han.
Det er paradoksalt. Det var en kærlighedsgerning, men den førte til, at han mistede sin elskede.
»Det er den store historie i det«, siger han og må rømme sig.
Fordi Jens har gjort noget, som er ulovligt, optræder både han og hans hustru her under opdigtede navne. Og enkelte detaljer er udeladt eller sløret.
»Jeg har læst, at det oftest kun giver en betinget dom. Men jeg sagde til hende, at jeg skulle nok hjælpe hende af sted, det skulle hun ikke tænke på. Og hvis jeg skulle i spjældet, var det sådan, det var«.
Jens og Lise mødtes midt i livet. De havde begge gode job. Han var enkemand, hun fraskilt. Det var ret enkelt. Det sagde pling, og en dag kyssede de hinanden på parkeringspladsen, da de skulle hver til sit efter et aftenskolekursus. Det er årtier siden nu.
I det hus, de købte sammen, står danske møbelklassikere, og på væggene er minder fra ferierejser.
De var begge for længst gået på pension, da Lise fik brystkræft. Hun blev opereret, og kræften holdt sig i ro nogle år, før den blussede op igen.
Det skete, at de talte om døden. At de selv ville bestemme over den. De fandt den manual, som lægen Svend Lings har skrevet om selvmord. Den printede de fra nettet.
De skrev deres ønsker til begravelsen ned. Og Lise meldte sig ind i folkekirken.
Kræften spredte sig. Lise fik kræftsår, som ikke ville hele. Lægerne prøvede med strålebehandling.
»Det tog vi også med, men der var ingen effekt. Derefter var der ikke mere at gøre«, siger Jens.
Lise fik morfin, men hun tålte det dårligt, og det tog ikke smerterne. Hun prøvede mange forskellige typer medicin; de havde efterhånden et stort lager i huset.
Hver dag kom hjemmehjælp og sygeplejersker. De skiftede forbindingerne. Men sårene blødte hurtigt gennem dem.
Ryggen var ét stort sår. Lise kunne ikke finde hvile. Var i smerte hele tiden. Når hun lå, og når hun sad.
Lise fik nogle overnatninger på hospice. Hun spurgte, om de kunne hjælpe hende med at dø, når hun ikke kunne mere. Det afviste de. Hun talte også med sin læge. Lægen sagde, at hun gerne ville hjælpe hende, men ikke måtte.
Jens mistede også sin første hustru til kræft. Her var lægen kommet forbi til slut og havde givet en sprøjte. Men det var sent i sygdomsforløbet, hustruen havde ikke været ved bevidsthed, så lægen havde blot fremskyndet dødstidspunktet. Sådan var det ikke for Lise.
Lises datter forsøgte at hjælpe. Hun kontaktede en læge i Belgien. De håbede, at det ville lykkes, men selv hvis det kunne lade sig gøre, ville det tage måneder at få en aftale.
Lise ville ikke vente. Kræften bredte sig. Der kom åbne sår flere steder.
»Det var åbenlyst for enhver, hvilken vej det bar. Jeg fornemmede en afklarethed hos hende«, siger Jens.
»Jeg glemte at kysse hende godnat«
Alligevel kom det bag på ham, da han en helt almindelig formiddag kom hjem fra en cykeltur, og hun fortalte, at det skulle være i dag. Hun havde allerede skrevet en sms til sine døtre. Hvis de ville sige farvel til deres mor, skulle de komme klokken 16.
»Har vi stadig champagnen fra nytåret?«, spurgte hun, og Jens hentede den i kælderen.
»Jeg prøvede ikke at tale hende fra det. Når hun havde besluttet noget, blev det som regel sådan«, siger Jens.
Lise havde talt pillerne op. De havde dem i forvejen i huset.
»De fyldte vel sådan her«, Jens holder sin næve frem som en skål.
Pillerne skulle pulveriseres, så de lettere kunne optages.
»Jeg kom pillerne i stavblenderen, men de små piller kunne blenderen ikke klare. De smuttede bare rundt. Så til sidst fik de en tur i morteren«.
Han blandede pillerne op i et glas vand, som Lise kunne drikke.
Jens rører sig uroligt i stolen.
»Det er svært at forestille sig nu«, siger han med en stemme, som løftede han det tungeste i verden.
»Vi var koncentrerede. Det var som en arbejdsproces, vi skulle igennem«.
De satte sig ved spisebordet. De havde taget de fine champagneskåle frem. De drak næsten halvdelen af flasken.
»Vi sagde ikke så meget. Det var, som om alle ord var sagt«, siger Jens.
Lise rejste sig.
»Nu går jeg ind og lægger mig«, sagde hun.
Hun gik ind i sit soveværelse og lukkede døren.
Jens tørrer sig over øjnene.
»Jeg glemte at kysse hende godnat. Det kunne jeg godt have gjort«.
Lises døtre kom. De gik ind og sagde farvel. Døtrene, som selv er midaldrende, respekterede hendes valg.
»Og de var vant til, at hun bestemte«, Jens smiler lidt.
Derefter ventede de, mens Lise sov.
Timerne gik. Lises søvn var urolig. Jens begyndte at frygte, at hun havde taget de forkerte piller.
»Vi havde troet, at hun ville falde i søvn, og at hun så hurtigt ville glide videre ud, men det var, som om kroppen strittede imod. Hendes hjerte var stærkt«.
Han kan næsten ikke fortælle det. Ser ned i parketgulvet. Vender sig i stolen. Det er ikke alle detaljer, han husker klart.
»Jeg tror, at det er en forsvarsmekanisme«, forklarer han.
»Som blokerer, hvis det bliver for overvældende. Derfor er der ting, der ikke er helt skarpe længere«.
Jens havde lovet Lise, at han ville hjælpe. Han fik hende op at sidde og fik noget mere væske med piller i i hende. Så sov hun videre. Langt ud på aftenen tog en af døtrene hjem.
Først i en sen nattetime skete det. Lises krop gav et spjæt. Vejrtrækningen stoppede. Der var gået 10 timer.
»Så var det det«, sukker Jens.
Han bød Lises datter et glas af champagnen. Den havde han jo.
»Men hun ville have whiskey«, forklarer han.
»Jeg tror endda, at vi sagde skål«.
Da Lises datter var gået, gik Jens ind på sit eget soveværelse og lagde sig til at sove.
»Det var meget pragmatisk. Det var det liv«, siger han.
Lægen spurgte ikke om meget
Jens havde på forhånd læst op på, hvad han skulle gøre. Klokken 8, da lægehuset åbnede, ringede han til lægen og fortalte, at hans kone var død i nat.
Lægen kom i løbet af formiddagen. Undersøgte for puls og dødstegn. Jens var nervøs, men lægen spurgte heldigvis ikke meget. På dødsattesten skrev hun »hjertestop«.
Hjemmeplejen kom også, de vidste jo ikke, hvad der var sket. De gjorde Lise i stand.
Hun fik sin brudekjole på, som hun havde ønsket. Jens plukkede en dybrød rose i haven.
Jens tog et foto af hende. Hun har lukkede øjne og et fredfyldt udtryk i ansigtet. Som en engel helt i hvidt med rosen på brystet. Som sov hun bare.
Så kom bedemanden og tog hende med.
Bagefter spurgte venner og bekendte, hvad der var sket. Det var svært, for faktisk havde Jens brug for at læsse af. Sige, hvad der i virkeligheden var sket. Men han sagde blot, at »hun sov stille ind«. Til sidst holdt de op med at spørge.
Jens’ egen reaktion kom først bagefter. Han peger på sin brystkasse.
»Jeg fik et hul herinde. Jeg har aldrig oplevet sådan et savn«. Han synker en gang.
»Jeg tror, jeg elskede hende for meget«. Han tørrer øjnene.
Han har afleveret resten af medicinen på apoteket. Det fyldte en hel bærepose.
»Det er en forbudt tanke, men jeg har også været lettet over, at hun ikke skulle lide længere. Det er et åg, som bliver taget af dine skuldre«.
Jens har fulgt med i debatten om aktiv dødshjælp. En af de dage, hvor han fortæller om sin kones død, har han netop hørt i radioavisen, at 16 ud af 17 medlemmer af Det Etiske Råd afviser, at der indføres aktiv dødshjælp i Danmark.
»Det er ikke enkelt«, siger Jens, der eksempelvis ikke bryder sig om, at det i Holland er sådan, at personer med psykisk sygdom kan få hjælp til at dø, for de kan være uligevægtige og ikke klar over, hvilken beslutning de tager.
Men en kvinde på over 80 år i den terminale fase af en kræftsygdom, som kun har smerter foran sig, der er han ikke i tvivl. Men han havde ønsket, at han ikke skulle stå med det selv. At en læge havde kunnet hjælpe Lise.
»Hvis man får hjælp fra en læge, tager det ganske kort tid. Ikke som hos os 10 timer i uvished«, mener han.
Derfor har han heller ikke fortrudt. Det var det, Lise ønskede. Han gjorde det af barmhjertighed og kærlighed.
Når det bliver for tungt, tager han på kirkegården. Der er en ensom bænk på fællesgraven, hvor Lise ligger.
»Så sidder jeg lidt og tuder«.
Jens har besluttet, at et bestemt træ på kirkegården er Lises.
Han peger på et smukt, lidt ujævnt beskåret træ med røde bær, der nærmest i trods rækker grenene mod himlen.
