Eftersøgningen af en 13-årig forsvundet pige fortsætter.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag aften, efter at politikredsen ikke har fundet afgørende spor i sagen.
13-årige Jashmin Solli Nielsen blev meldt savnet søndag den 8. oktober, hvor hun forlod sit bosted på Jupitervænget i Esbjerg.
Torsdag indsatte politiet hundepatruljer i eftersøgningen. De afsøgte nærområdet i Sønderris, hvorfra den unge pige forsvandt.
Der er også brugt droner i eftersøgningen.
»Vi har derudover talt med en lang række af personer i Jashmins omgangskreds i dag (torsdag, red.) og fulgt op på de mange henvendelser, vi har fået. Indsatsen har desværre endnu ikke givet noget afgørende spor«.
»Det er bekymrende, at hun har været væk siden søndag aften, og vi opfordrer fortsat til, at man kontakter os, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe os med at finde Jashmin«, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov i en pressemeddelelse.
Politikredsen har fortsat ingen indikationer på, at der ligger noget strafbart bag pigens forsvinden.
»Det betyder, at vi ikke har nogen oplysninger, der peger på, at der er sket noget strafbart. Men vi har ikke lagt os fast på en årsag til, at Jashmin er forsvundet. Vi har hele tiden efterforsket bredt, og det fortsætter vi med«, siger Søren Rønnov.
Politiet beskriver pigen som værende 160 centimeter høj, almindelig af bygning med lyst, brunt, langt hår. Hun var søndag iført en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser og Nike-sko i hvid, guld og sort.
Politiet opfordrer til, at man ringer til 114, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe til at finde Jashmin Solli Nielsen.
ritzau



























