Østjyllands Politi har søndag morgen anholdt tre personer i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald på Peter Fabers Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.
Det skriver politiet på X, der tidligere hed Twitter.
»I forbindelse med mistænkeligt dødsfald på Peter Fabers Vej i Åbyhøj har vi i morges anholdt to mænd og en kvinde«, skriver Østjyllands Politi.
»De bliver alle tre fremstillet i grundlovsforhør klokken 20«.
Politiet skriver på X, at det vil kræve de tre personer varetægtsfængslet i tre døgn.
Østjyllands Politi skriver videre, at det ikke har mere at tilføje om sagen.
Til Ritzau oplyser politiet dog, at det er en mand, der er afgået ved døden.
De pårørende er underrettet.
ritzau
fortsæt med at læse




























