I et forsøg på at ramme et rådyr endte en jæger med at ramme en bus, da han søndag var på jagt ved Allerød. Det skriver Nordsjællands Politi i sin døgnrapport.
Politiet fik 11.50 søndag en anmeldelse om, at en bus på Nymøllevej var blevet ramt af skud fra jægere, og at tre ruder var blevet knust.
»Det viste sig, at der i forbindelse med jagt var blevet anskudt et rådyr, der efter at det var blevet ramt, var løbet videre. I forsøg på at aflive dyret afgav en af jægerne et skud, som ramte bussen, der kom kørende«, skriver politiet i døgnrapporten.
Ingen passagerer kom noget til.
Jægeren er blevet sigtet for overtrædelse af jagtloven samt straffelovens paragraf 252, der handler om at bringe andres liv eller førlighed i fare.
ritzau



























