Efter et fakkeloptog forsøgte udenrigsministeren at snakke med demonstranter med palæstinensiske flag.

Demonstranter råbte ad Løkke: »Hvad med os palæstinensere?«

»Hvad med os palæstinensere? Er vi ikke mennesker?«, spurgte demonstranter udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.  Foto: Martin Lehmann
»Hvad med os palæstinensere? Er vi ikke mennesker?«, spurgte demonstranter udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Efter at der torsdag aften havde været fakkeloptog i anledning af 85-året for Krystalnatten, prøvede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) at snakke med en mindre flok demonstranter med det palæstinensiske flag.

Demonstranterne var utilfredse over den manglende opbakning til palæstinensere.

»Hvad med os palæstinensere? Er vi ikke mennesker?«, sagde en af de kvindelige demonstranter.

Fra en af de andre demonstranter lød det:

»Det er dobbeltmoralsk, at man skal sidde og snakke om den forfærdelige Holocaust, der skete for mange år tilbage, når de samme jøder, som gik igennem det, gør præcist det samme mod palæstinensere«.

Udenrigsministeren blev afbrudt flere gange, men fik sagt, at Danmark går ind for en tostatsløsning.

Det vil sige, at israelere og palæstinensere får hver deres stat.

Under Løkkes tale ved aftenens arrangement var der også et tilråb, hvor der blev råbt, ’hvad med palæstinenserne?’.

7. oktober stormede krigere fra den militante islamistiske Hamas-bevægelse ind over grænsen fra den palæstinensiske enklave Gazastriben til Israel og dræbte 1400 personer.

Siden har der været daglige og omfattende bombardementer mod Gazastriben, hvor bevægelsen - og over to millioner palæstinensere - holder til.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her