I de seneste år er der sket en stigning i antallet af brande i litiumionbatterier, som eksempelvis bliver brugt i elcykler, elscootere og elløbehjul. Derfor følger myndighederne udviklingen, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
»Det er fortsat relativt små tal, men vi mærker tendensen i vores udrykninger«, siger beredskabsdirektør i Beredskab Øst, Rasmus Storgaard Petersen i pressemeddelelsen.
I takt med at flere produkter med litiumionbatterier kommer på markedet, er antallet af brande i batterierne også steget. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen blev der i 2021 registreret 30 brande, mens der i 2022 blev registeret 73 brande. Og i det første halvår af 2023 er der registreret 58 brande.
»Vi skal helt generelt ikke være nervøse for at bruge produkter med litiumionbatterier«, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Nicoline Zederkof Jensen.
»Men som forbruger skal man behandle de nye produkter med respekt og omtanke ved at følge myndighedernes gode råd«, tilføjer hun.
Ifølge hende er det især, når man lader batteriet op, at man skal være varsom, og derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man er til stede, mens batteriet bliver ladt op.
ritzau
fortsæt med at læse



























