Bolighandlen drosler ofte ned fra sensommeren frem mod vintermånederne. I år er billedet dog et andet.

Salget af ejerlejligheder rammer årets højdepunkt

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Salget af villaer, lejligheder og sommerhuse i oktober blev højere end måneden før med 7.280 underskrevne købsaftaler.

Således blev der solgt otte procent flere boliger i oktober måned, end der gjorde i september.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden, der indsamler tal fra størstedelen af de danske ejendomsmæglerne.

Samtidig overgår dette års samlede boligsalg i oktober det gennemsnitlige salg for måneden i årene 2015-2019 med én procent.

»Sammenlignet med tidligere år er det lidt atypisk, at boligsalget stiger fra september til oktober – særligt i det omfang, som gør sig gældende i år«, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

Hun er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ny boligskat kan spille rolle

Hun peger på, at bolighandlen som oftest drosler ned fra sensommeren og frem mod vintermånederne.

»I år er billedet dog et andet, hvilket i høj grad skyldes, at de nye ændringer i boligskatten træder i kraft fra 2024«, siger Birgit Daetz.

»For nogle betyder det, at boligskatterne vil stige betydeligt, og køber og overtager man en bolig inden årsskiftet, vil man i så fald kunne opnå en skatterabat, som sikrer, at boligskatterne ikke stiger mere, end hvis det nuværende system fortsatte«.

Udviklingen gælder for både huse, sommerhuse og ejerlejligheder – men der har særligt været gang i salget af ejerlejligheder.

I oktober blev der solgt 1.591 ejerlejligheder. Det er 18 procent flere end i september.

Oktober blev dermed den måned i år, hvor der blev solgt det hidtil højeste antal af ejerlejligheder.

»Salget af lejligheder stryger op. Det er særligt i København, at der blev handlet flere lejligheder i oktober«, siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

»Vi skal da heller ikke lede længe efter en mulig forklaring. Overgangen til de nye boligskatter ved årsskiftet skaber ekstra trafik, da det særligt er lejligheder i de store byer, som står til at stige i skat. Den skattestigning undgår man, hvis man har overtaget boligen før overgangen«.

Birgit Daetz fremhæver, at det landsdækkende lejlighedssalg for oktober i år dog stadig ligger tre procent under det gennemsnitlige oktobersalg i årene før corona.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her